Danskerne har talt markant mere negativt end normalt om SAS efter lanceringen af reklamefilmen What is Truly Scandinavian? i uge syv.

Det viser tal fra analysevirksomheden YouGovs Brandindex, hvor forbrugerens opfattelse af store brands løbende kortlægges.

- Målt på det overordnede indtryk, så ser det ud til, at kampagnen har skadet SAS en smule, siger Tove Keldsen, der er Head of Marketing, Nordics, hos YouGov.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

SAS gik i luften med den nye reklamefilm i flyselskabets social media-kanaler 11. februar, og havnede kort efter i en shitstorm, hvor filmen blandt andet blev beskyldt for at være ”anti-skandinavisk”.

Onsdag 12. februar blev filmen offentliggjort igen, og torsdag 13. februar frigav SAS en ”kortere og klarere” version af kampagnefilmen.

Siden har det vist sig, at størstedelen af den trafik, der skabte shitstormen, stammede fra fora på nettet, og ikke – som det normalt er tilfældet – fra de sociale medier Facebook og YouTube.

Som det fremgår af nedenstående graf, fik SAS hverken flere eller færre positive omtaler efter lanceringen af den nye reklamefilm end normalt:

Grafen herunder viser positiv (grøn) og negativ (rød) omtale af SAS i Danmark...

Derimod resulterede den i ”markant mere negativ omtale, hvilket medfører, at den samlede buzz-score er påvirket negativt," forklarer Tove Keldsen.

Buzz-scoren beregnes ved, at respondenterne spørges om, hvorvidt de i løbet af de seneste to uger har hørt noget positivt eller negativt om et bestemt varemærke gennem reklame, nyheder, mund-til-mund eller fra venner og familie.

Grafen herunder viser SAS-omtale (lilla) , overordnet indtryk (grøn) og købsovervejelse (blå) i Danmark...

Selvom buzz-scoren dykker, så er det værd at bemærke, at den nye reklamefilm ”ikke ser ud til at have påvirket købsovervejelsen hos danskerne i negativ retning," fremhæver Tove Keldsen.

Godt 24 procent peger på, at de vil flyve med SAS ved deres næste rejse, og det tal har været stabilt i hele perioden.

Grafen herunder viser SAS Buzz net-score i Danmark (rød), Sverige (gul) og Norge (lilla)...

- Ser vi på det overordnede indtryk af SAS i Skandinavien, så har der været et lille dyk i alle tre lande efter kampagnefilmen, siger Tove Keldsen og påpeger, at i Norge er scoren på vej op på  samme niveau som før kampagnefilmen.

Hun tilføjer:

- Så måske kommer SAS ikke til at opleve længerevarende negative effekter som følge af kampagnen.

Grafen herunder viser den samlede indeksscore for SAS i Danmark (rød), Norge (blå) og Sverige (gul)...

 

SAS oplyser til Markedsføring, at man ikke har nogen kommentarer, da man mener, at det er svært at kommentere status quo.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.