Bureauet MediaCom Beyond Advertising vandt i oktober Experimental Prisen ved Årets Rambuk for kampagnen Sammen mod Vold for Danner.

Vi har bedt Jesper Lysholdt, MediaCom Beyond Advertisings Managing Director, sætte ord på året, der gik – og året, der kommer.

Årets kampagne var …

– Hmm, jeg gider ikke at tage en af de store vindere fra Cannes eller lignende. Et kriterium for mig er, at det skal være en kampagne, man har haft lyst til at vælge til. Altså ikke bare en, som man er blevet påvirket af fordi den er blevet proppet ned i halsen på en mange gange. Men fordi den har formået at give en lyst til at se med og gjort reklame til en oplevelse på den ene eller anden måde. Åhr, dem er der altså ikke rigtig mange af, når jeg tænker efter … Okay, det bliver fra en helt anden verden så: Prins Andrews viral-kampagne for den nye sæson af The Crown på Netflix. Fand’me gennemført 🙂 

Årets jobskifte var … 

– Det bedste eller det værste? Desværre var der et par stykker af de sidste (I ved, hvem I er) – men årets jobskifte altså, hmm. Jeg vælger at gå uden om branchen og fremhæver i stedet DBU’s valg af Kasper Hjulmand som ny landstræner. Han er godt nok ikke rigtig skiftet endnu, men udmeldingen var da i 2019. Jeg synes, det er fedt, at et lille bureau … jeg mener land … tør satse lidt mere på stil fremfor et blindt fokus på effektivitet, koste hvad det koste vil. Nå, måske et sidespor – men en vigtig pointe.

Årets overraskelse var …

– Bredt spørgsmål. For os hos MBA i vores egen lille andedam var det nok at vinde en D&AD Award, være nomineret i Cannes og til Creative Circle – samt nuppe en Rambuk for andet år i træk.

Hvilke marketing-kanaler vil vokse mest i 2020? 

– Jeg tror faktisk, det vil fortsætte med at være digitale kanaler som YouTube (WebTV) og influenter.

Hvilken bureautype vil vokse mest i 2020?

– Den slags som forstår at optimere så store dele af hele marketingsystemet som muligt. Ikke nødvendigvis altid alene – men i et frugtbart samspil med andre relevante partnere.