Han er fascineret af den 16 minutter lange reklamefilm, som Ford Danmark fornylig sendte i luften – og så har han i øvrigt lige sat drømmen om eget bureau på standby til fordel for en ansættelse som kreativ direktør hos brand activation-bureauet Shout.

Navnet er Mikkel Hartmann-Petersen, og ansættelsen er ifølge adm. direktør Camilla Boesen led i en ambitiøs vækstplan: At fordoble Shouts omsætning igen i 2016.

– Vores kunder efterspørger løsninger, der løser noget. Det er ikke nok bare at råbe op. Vi skal sikre strategisk, konceptuel og reel værdi, før vi er marketingkronerne værd. Det er derfor, vi har hentet Mikkel. Han kan udvikle og omsætte strategi til god og vedkommende kommunikation på tværs af kanaler, siger hun.

På Shout skal Mikkel Hartmann-Petersen – der senest kommer fra sit eget bureau Wellplayed, men som også har erfaring fra Co+Høgh, Umwelt og Sony Music – i samarbejde med kontaktchef Mads Piil udvikle bureauets produkter, strategier og kreative profil. Og netop evnen til forene strategi med operationelle løsninger er ifølge Camilla Boesen blevet helt centralt i et marked, hvor mediebilledet er udfordret og alle har travlt.

– Vi oplever tit at gode tiltag drukner, når hverdagen rammer. Derfor er er den gode idé ikke nok. Tingene skal også fungere ude i virkeligheden, siger hun.

Og hovedpersonen selv glæder sig til de nye udfordringer, og den der med, at folk ikke gider reklamer – den køber han ikke.

Tolerancetærsklen er lav

– De vil se noget der interesserer dem, og nogle gange er det reklamer. Jeg oplever faktisk mange, der er helt afklaret med, at godt indhold gerne må have en kommerciel afsender. Derfor kan man henvende sig til folk på helt andre måder og helt andre tidspunkter end førhen, og det flugter godt med den måde, jeg ønsker at arbejde, siger Mikkel Hartmann-Petersen, som dog erkender, at tolerancetærsklen er lav:

– Så virksomhederne skal vitterlig tænke sig om før de beder forbrugerne – eller medarbejderne for den sags skyld – involvere sig i en aktivering eller i et budskab. Det synes jeg Shout er virkelig dygtige til, og da de præsenterede mig for deres tanker, var jeg ikke i tvivl om, at det var et projekt, jeg gerne ville være den del af, lyder det fra den nye kreative direktør.

Han har selv tidligere været med til at vinde en Advertising Effectiveness Award – sammen med Atlantic Airways – men ellers har han lige nu en favorit på reklamescenen:

– Jeg synes reklame og brand activation fungerer, når jeg kan mærke, at afsenderen vil noget. Fx Fords 16 minutters kortfilm om en skilsmissefamilie. Den ville jeg gerne selv have lavet.

Udover Mikkel Hartmann-Petersen har Shout for nylig ansat projektleder Kristine Toft Müller,  produktionsleder Trine Grue og senior projektleder Annemarie Kraglund Halasz.