Den 4. maj sagde Jens Hjortshøj farvel til direktørrollen i bureauet Agency Spring.

Dermed er tiden som bureaudirektør – i øvrigt en karriere, der har strakt sig over 30 år – ovre for Jens Hjorthøj, der senest har gjort sig bemærket som en af de drivende kræfter i fusionen mellem Kernel Simpatico og Recommended forrige år.

– For mig er det det helt rigtige tidspunkt at takke af. Fremtiden tilhører den yngre generation – det er dem, der skal sikre bureauets fortsatte fremdrift. Og her hvor Agency Spring står nu, midt i en rigtig sund udvikling og med udsigt til et solidt resultat i år, er det med glæde og stolthed, jeg giver stafetten videre, siger Jens Hjortshøj.

Stadig partner

Hjortshøjs exit som direktør er ikke ensbetydende med et endegyldigt farvel til bureauverdenen.

Han overtager nemlig posten som aktiv bestyrelsesformand i Agency Spring og er stadig partner. 

Jens Hjortshøj startede i 1987 reklamebureauet Vetterli & Hjortshøj, som i 2003 skiftede navn til Simpatico.

Det skete blandt andet for at appellere til en stadig mere international kundekreds – og for sammen med en ny partnerkreds at fortsætte udviklingen af det aarhusianske bureau. Og netop ambitionen om udvikling har altid stået højt på Jens Hjortshøjs agenda.

Det var også den, der førte til fusionssnakkene først med Peer Brændholt og siden med Albert Funder – snakke, der ledte til det, der i dag er Danmarks 5. største bureau: Agency Spring.