Det blev kun til et års tid som chefrådgiver og manager hos kommunikations-bureauet Operate for den tidligere Connie Hedegaard-rådgiver, Kristian Ruby.
Fremover skal han være politisk direktør, Chief Policy Officer, i vindmølleindustriens europæiske brancheorganisation EWEA, hvor han skal drive udvikling og implementering af den politiske strategi med ansvar for business intelligence, politisk kommunikation og public affairs-arbejde.
Kristian Ruby er uddannet cand. scient. soc. fra Roskilde Universitet og har arbejdet med journalistik og kommunikationsrådgivning i over ti år.
Han har betydelig erfaring med – og er en anerkendt specialist inden for – miljø, klima og bæredygtighed og ikke mindst de politiske processer.
Erfaringen stammer bl.a. fra ansættelser i Miljøministeriet, Klima- og Energiministeriet og ikke mindst EU Kommissionen, hvor han som rådgiver for tidligere miljøminister Connie Hedegaard bl.a. stod i spidsen for klimakampagnen A world you like¸ der i 2013 blev nomineret som bedste offentlige kampagne ved European Excellence Awards.
Selv siger Kristian Ruby i en pressemeddelelse, at han ser frem til de ny udfordringer:
– Jeg glæder mig til komme i gang med arbejdet hos EWEA, nu hvor vindindustrien bevæger sig fra periferien og ind i centrum af det europæiske energisystem. Jeg mener, vi har en reel mulighed for at skubbe vindenergi frem på scenen og vise, at der ikke kun er tale om en bæredygtig brik i det europæiske energi-puslespil, men også en stærk driver for beskæftigelse og økonomisk vækst.
Kristian Ruby tiltræder sin nye stilling med det samme.