Rune Bromer, tidligere COO og partner i det kreative, digitale bureau Konstellation, rykker nu til London.

Han forlod Konstellation, som han var med til at stifte i 2006, i kølvandet på Republicas køb af bureauet i september.

I London bliver han COO for iværksættervirksomheden Tamoco, der har specialiseret sig i at levere teknologi til lokationsbaserede annoncer som benyttes af brands og annoncører.

Virksomheden er stiftet i 2012, og den kan indtil videre skrive kunder som Ikea, Uber, Vodafone, TeliaSonera, Mondelex og Carlsberg på kundelisten.

Rune Bromer er på plads i London forud for Tamocos forsøg på at rejse ny kapital senere på året, lyder det fra Sam Amrani, stifter af Tamoco.

Skal styre ekspansion

– Vi er glade for at få Rune med på holdet i så vigtig en fase af virksomhedens udvikling. At få en så erfaren med på holdet er en sand præstation som beviser, at vi formår at tiltrække store talenter, der tror på vores vision, siger han.

Rune Bromers primære opgave bliver at gøre virksomheden klar til den planlagte kapitalrejsning og internationale ekspansion.

– Selvom virksomheden blev etableret for tre år siden, så er der utrolig meget uudnyttet potentiale. Mens markedet for lokationsbestemte tjenester vokser hurtigt, så formår Tamoco at være helt fremme i skoene og har allerede opbygget en imponerende kundeliste, siger Rune Bromer.

– Jeg glæder mig til blive en del af holdet på så vigtigt et tidpunkt, hvor vækst og innovation står højt på dagsordenen. Det bliver et fedt, nyt kapital og eventyr for mig og min familie, slutter han.