Annette Piilgaard, CEO for Publicis-gruppens reklamebureau Saatchi & Saatchi i Danmark, forlader bureauet.

Det oplyser Publicis i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at Annette Piilgaard ”har ønsket at prøve kræfter med andre udfordringer”.

Udmeldingen kommer kort efter, at Kenneth Brinkmann, CEO for Publicis Group i Danmark, varslede store forandringer i 2020 i takt med implementeringen af en ny strategi i bureaugruppen, Power of One.

Denne skal, ifølge meddelesen, føre til et styrket samarbejde på tværs af eksempelvis reklamebureauet Saatchi & Saatchi og mediebureauet Publicis Media i de kommende måneder. 

Piilgaard: En fantastisk rejse

Det er som led i denne forandring, at Annette Piilgaard, har ønsket at prøve kræfter med andre udfordringer, hvilket er sket ”helt udramatisk og efter fælles aftale”, lyder det i meddelelsen.

– Jeg har været på en fantastisk rejse med Saatchi & Saatchi. En rejse fuld af oplevelser, udvikling og resultater, som langt har oversteget min fantasi og mine forventninger, lyder det fra Annette Piilgaard i meddelelsen. Hun fortsætter:

– At genrejse et af verdens største bureaubrands i Danmark og bygge det op igen fra tre til 28 medarbejdere har været en fantastisk erfaring, og det er noget jeg bestemt vil bruge videre frem. Jeg glæder mig over at kunne videregive et Saatchi & Saatchi i positivt momentum.

CEO: Kreativitet er vores raison d’être

1. april 2019 flyttede Publicis reklamebureauet Reputations aktiviteter og medarbejdere over i Saatchi & Saatchi, og kreativitet og bureaubrands spiller fortsat en nøglerolle i den nye strategi for Publicis-gruppen, fastslår Kenneth Brinkmann i meddelelsen, hvori han blandt andet siger, at ”kreativitet er vores raison d’être”.

– Vores bureaubrands er stadig vigtige for os, men det er essentielt at forstå, at det vi bygger her, er ”Power of one” ikke ”Power of same”. Vores styrke kommer gennem sammensmeltningen af kulturer, viden og skills samt brand-filosofier. Vi ved, at når alle bureauer arbejder sammen uden politiske og andre interne barrierer, så kan vi levere langt større impact for vores kunder, siger han.