Den prestigefulde kreative konkurrence, Cream, er ikke verdens nemmeste at gøre sig bemærket i.
Konkurrencen er rettet mod unge talenter, og i modsætning til de fleste kreative konkurrencer, hvor det som regel er kampagner eller enkeltstående cases, der bedømmes, så er det her de unge talenters samlede portfolios, der lægges ud til bedømmelse.
I tilgift består juryen af 50 kreative direktører fra nogle af verdens førende bureauer, så ”bare” det at være valgt ud til ”finalen” er i sig selv fornemt.
I år var der 125 kandidater til de 20 pladser på listen over verdens mest kreative talenter – og fire ud af de 20 udvalgte finalister er danske.
De er endda alle mand m/k studerende på Kreativ Kommunikation (KK) på DMJX.
Og ganske vist er KK-uddannelsens faglige leder, Jesper Jørgen Hansen, vant til gode præstationer fra sine studerende, men at hans studerende står for en femtedel af verdens største kreative talent anno 2016 – det er alligevel ikke hverdagskost:
– Jeg vil sige, at det bliver næsten ikke større. Det er et kæmpe cadeau til vinderne. Det er deres samlede arbejde, som bliver bedømt. Ikke bare en eller anden lille pisreklame på 30 sekunder, siger han og tilføjer:
– Det man finder i de her portfolios er ægte kreativt talent. Det er løsninger på samfundsspørgsmål og ideer, der berige hverdagen. Ikke bare noget, der skal få os til at købe en dims. Det viser, hvor meget talent vi har her i Danmark. Og det gør mig meget stolt og glad, at det er os, der leverer det.
De fire danske teams skal nu til London den 15. september, hvor de skal præsentere deres talent – på blot 100 sekunder – for den samlede kreative verdenselite.
Thorbjørn Kragh Liljegren er – sammen med makker Christine Jensen – et af navnene på den prestigefyldte liste.
Og selv om han ikke er uvant med at få opmærksomhed for sit kreative talent, er han beæret over udvælgelsen og den medfølgende invitation:
– Det er en kæmpestor mulighed at komme til London og få lov at vise sig frem for alle de her indflydelsesrige personer. Samtidig er det en superfed anerkendelse at komme på listen, og vide, at det ikke bare er i Danmark, vi klarer os godt, men at den kreativitet, vi og Kreativ Kommunikation står for, også appellerer til udlandet, siger han.
Her kan du se de fire vinderhold fra DMJX samt deres portfolios – fotoet over artiklen stammer fra Thorbjørn Kragh Liljegren og Christine Jensens kampagne Pedigree Health Chip for Pedigree, der var shortlistet ved Future Lions 2016.
– Thorbjørn Kragh Liljegren og Christine Jensen
– Cecilie Jelstrup Larsen og Marie Christine Frederiksen
– Jesper Wendelboe og Andreas Green Lorentzen
– Eva Ebbensgaard og August Laustsen