Bureauet Relationmedia, der bl.a. har specialiseret sig i dataindsamling, shopper promotion og events får ny CEO.

Det bliver den hidtidige COO Christian Flamand Goldschmidt, der pr. 1. oktober overtager posten efter bare halvandet år på bureauet, og det glæder han sig til:

- Relationmedia er en virksomhed i rivende udvikling. Siden min start har vi opkøbt Danmarks største virksomhed inden for mystery shopping, ShopTimizer, vi har åbnet kontor i København, startet reklamebureau (Relevant) og tilføjet en masse nye kunder. Jeg er beæret over at få ansvaret for hele bureauet og glæder mig til den fortsatte rejse.

Christian Flamand Goldschmidt afløser den hidtidige CEO og ejer af bureauet, Ole Norré, som fremover vil være bestyrelsesformand i selskabet samt Executive Board-medlem i Sales Services International.

- Jeg har fokusereret på opkøb, internationalisering og strategiske partnerskaber, efter at Christian trådte ind i Relationmedia, og han har gjort et fantastisk stykke arbejde, siden han startede, siger Ole Norré og tilføjer:

- Christian er lykkedes med at udbygge og tilføje nye kompetencer, og han er godt på vej til at fordoble Relationmedias størrelse, så det at han nu overtager titlen som CEO kommer helt naturligt.

Christian Flamand Goldschmidt startede hos Relationmedia i april 2017 med titel af Chief Commercial Officer og hovedansvar for at få nye kunder til bureauet.

Før da var han hos Carlsberg Group i en årrække, senest som Global Director, Strategy & Transition.

Relationmedia åbnede i oktober 2017 kontor i København under ledelse af den tidligere Kindly-direlktør Christian Schønnemann. Kontoret blev i august re-brandet under eget navn, Relevant, og etableret som et selvstændigt bureau under Relationmedia-paraplyen.

Kort tid efter opkøbte bureauet aarhusianske Shoptimizer, og i dag beskæftiger Relationmedia 65 medarbejdere og 4.500 freelancere.

På kundelisten finder man bl.a. Arla, Unilever og Nestlé. RelationMedia varetager opgaver inden for field services, sampling & produkt demo, business insights (ShopTimizer) og BTL marketing (Relevant).