For knap et år siden traf Skanderborg-bureauet RelationMedia en strategisk beslutning om at etablere et nyt kontor i København.

Det skete for at styrke det kreative fokus internt i RelationMedia, der især har sin styrke inden for dataindsamling, shopper promotion og events, og det blev med den erfarne Christian Schønnemann, tidligere Kindly-direktør, som styrmand i det københavnske.

Nu udstikker den kreative afdeling en ny kurs som selvstændigt bureau – navnet er Relevant – under RelationMedia-paraplyen.

- Beslutningen om at tilføje flere Below The Line(BTL)-marketing kompetencer til RelationMedia, i form af Christian Schønnemann, har været startskuddet til et mere selvstændigt bureau, siger Christian Goldschmidt, CCO, i RelationMedia.

- Disse kompetencer skulle bygge på dem, som vi i forvejen havde/har i huset i form af den dygtige Kathrine Obling. Vi er rigtig glade for at vores kunder har taget godt imod den rejse, som vi er påbegyndt, og vi sætter nu endnu mere strøm til, fortsætter han.

Store kunder i butikken

Beslutningen om det nye selvstændige bureau bunder bl.a. i den lovende start for den kreative afdeling, der i dag kan skrive virksomheder som Arla, Nestlé og Royal Unibrew på kundelisten.

RelationMedia hentede som tidligere omtalt Søren Møller til bureauet som kreativ direktør i efteråret, og for nylig blev endnu en kreativ seniorprofil i skikkelse af Tommy Karecki tilknyttet som Senior Art Director.

Han har tidligere bl.a. haft sin daglige gang i reklamebureauer som Recommended, Kindly og Nørgaard Mikkelsen.

- Vi har haft en rigtig stærk start, men vi ser også et behov for at stå mere selvstændigt i RelationMedia. Vi kan se et stort behov for dygtige BTL-bureauer, der kan tænke kreative koncepter og på tværs af kanaler, hvilket er det, vi er utroligt stærke til, siger Christian Schønnemann, bureaudirektør i Relevant, og fortsætter:

- Det vil vi gerne have kommunikeret klarerere, og derfor har vi valgt at træffe den strategiske beslutning om at gå selvstændigt.

Et relevant bureaunavn

Han forklarer navnevalget således:

- Navnet er Relevant, fordi der altid arbejdes efter mantraet at skabe løsninger, der er relevante for brand og kunder, hvilket er altafgørende, når man arbejder med BTL og det direkte møde med forbrugerne.

Selvstændigheden for den kreative afdeling er også et led i et større strategisk arbejde, forklarer Christian Goldschmidt, CCO i RelationMedia:

- Relevants udspring under RelationMedia paraplyen er et led i et større strategisk forvandling hos RelationMedia, hvor der er behov for mere klart at få kommunikeret, hvilke services vi kan tilbyde vores kunder. Denne rejse vil fortsætte med RelationMedias andre ben – Field Services, Business Insights & Demo/Sampling, slutter han.