Greve Ditlev Ahlefeldt-Laurvig er i den brede offentlighed nok bedst kendt som en af kronprins Frederiks nære venner og jagtkammerater, men han er også en af landets tungeste marketing-profiler.

Han har således de seneste syv år besat topjob i Europas reklamehovedstad, London, senest som Group CEO i det internationale bureau LEC.

Forinden var Ditlev Ahlefeldt-Laurvig højt placeret i hierarkiet i Ogilvy Healthworld, som Global Brand Leader for Ogilvy Commonhealth Worldwide.

Det job kom han til fra en stilling som adm. direktør for Ogilvy Healthworld i Danmark, og i dag tiltræder han så som ny CEO for det digitale bureau Very Patchwork.

LÆS OGSÅ: EGMONT-BUREAU FÅR NY CEO

Hvorfor vender du hjem til Danmark nu?

- Jeg blev forelsket i en dansk pige, forklarer Ditlev Ahlefeldt-Laurvig, der derfor har brugt de seneste måneder på at flytte hjem og samtidig sondere det danske marked for interessante jobmuligheder.

Og en sådan fandt han hos det Egmont Publishing-ejede digitale bureau Very Patchwork.

- Vi lever i en meget spændende tid på marketingfronten qua den teknologiske udvikling, og Very Patchwork har med sine solide kompetencer inden for community marketing og content på især SoMe et rigtigt godt udgangspunkt for at kunne dække vores kunders behov, siger han.

- Det gør Very Patchwork til et rigtig spændende bureau, som jeg tror, der kan levere varen på såvel dagens som morgendagens marked, fortsætter Ditlev Ahlefeldt-Laurvig.

Derudover giver bureauets nordiske bredde – Very Patchwork har i dag kontorer i Danmark, Norge og Sverige – samt de muskler, som Egmont Publishing-ejerskabet giver, Very Patchwork gode kort på hånden i kampen om kunderne, mener Ditlev Ahlefeldt-Laurvig.

- Dertil kommer, at jeg har fulgt med i Egmonts tiltag på bureaufronten på afstand og været begejstret for deres beslutning om at supplere kerneforretningen på den måde. Det vil jeg gerne være en del af, siger han.

LÆS OGSÅ: EGMONT-BUREAU FÅR NY CEO

Hvad tager du med dig hjem fra London?

- Først og fremmest en masse ”Big Agency Perspective”-erfaring med at levere høj kvalitet hele vejen rundt. Også i et miljø, hvor tempoet er meget højt, siger Ditlev Ahlefeldt-Laurvig, der vil sætte eksekvering øverst på agendaen i Very Patchwork.

- Vi skal være superstærke på at forstå de sande indsigter og omsætte dem til et stærkt strategisk fundament for kreative løsninger af højeste kvalitet.

- Fra min tid i London ved jeg også, hvor høj barren er internationalt, men jeg ser ingen grund til, at den ikke også skal være det herhjemme, slutter Ditlev Ahlefeldt-Laurvig.