I august hentede eBay Danmark, der driver DBA og Bilbasen i Danmark, nye kræfter ind på marketing-fronten, og nu styrker den danske afdeling af det globale e-handelssite og auktionshus også forretningen på mediasales.
Det sker med ansættelsen af henholdsvis Nikolaj Lysgaard Andersen og Mikala Krüger, som begge skal være med til at sikre integrerede løsninger og værdiskabende samarbejder på tværs af mediebureauer.
Nikolaj Lysgaard Andersen, der er tiltråd som Head of Client Management i eBay Mediasales, kommer fra en baggrund som Programmatic Lead hos Microsoft.
Og netop den baggrund skal bruges til optimere mediesalget hos eBay, understreger eBay Danmarks kommercielle direktør, Heine Jørgensen, der selv kom til eBay i foråret efter mere end 10 år som direktør for mediabureauet MEC’s Aarhus-kontor.
– Nikolaj er en af de få medieprofiler i Danmark, der evner at kombinere et kommercielt fokus med en stærk teknisk og analytisk indsigt i den mere databaserede medieværdikæde, og vi er meget stolte af at have fået ham med på vores hold. Nikolaj kommer med helt unikke kompetencer, som i dén grad vil være med til at løfte vores ambitioner og arbejde inden for mediasales, siger Heine Jørgensen.
Vil være forrest i feltet
Ud over Nikolaj Lysgaard Andersen er også Mikala Krüger rykket ind på eBays nye mediasales-hold.
Hun kommer senest fra en stilling som senior key account manager hos Specific Media og er hos eBay Danmark tiltrådt en stilling som key account manager med særligt fokus på optimering af relationer og omsætningsudvikling af eBay Danmarks mediebureauer.
– Foruden rig erfaring og stærke relationer ser vi også frem til at få Mikala om bord i vores team på grund af hendes kendskab til skræddersyede løsninger på tværs af kanaler og enheder, der er én af hendes spidskompetencer, som vi glæder os til at drage nytte af, siger Heine Jørgensen.
Han kalder begge ansættelser et signal om, at eBay Danmark vil være med forrest i feltet, hvad angår datadrevne annonceringsmuligheder, og at platformene DBA og Bilbasen bliver betragtet som medier, der sætter nye standarder i branchen.