– Jeg hører hjemme i medieverdenen, det er det landskab og den puls, jeg kender og holder af. Men jeg har lovet mig selv at være åben. Også over for andre muligheder.

Det siger Mads Bredal, efter at det tirsdag middag kom frem, at han forlod sin stilling som adm. direktør for Dentsu Aegis Network i Danmark ”med øjeblikkelig virkning”. 

Mads Bredal ønsker efter gensidig aftale med Dentsu Aegis ikke at udtale sig om baggrund og årsag til fratrædelsen.

Men er du en bitter mand?

– Nej, det er jeg ikke. Jeg har fået en fin behandling, så det kan jeg med sikkerhed svare nej til. Der er ingen bitterhed.

Vil være åben

Mads Bredal kom til Dentsu Aegis Network i 2005 og tiltrådte stillingen som CEO for den danske forretning i 2014. Tidligere var han henholdsvis CEO og siden nordisk CEO hos Carat.

På LinkedIn skriver han bl.a.:

” Det har været en vild og fantatisk rejse fra nyansat medarbejder nr. 33 i Carat back then, til at lede bureaugruppens 500 ansatte i Danmark de sidste 5 år.”

Og hvad skal der så ske nu?

– Nu skal jeg først lige have en tænkepause, hente mine børn og læse nogle bøger. Så må vi se, hvad der skal ske, siger Mads Bredal og tilføjer:

– Men jeg vil da på et tidspunkt gerne tilbage i medielandskabet igen. Det er der, jeg føler, at jeg hører hjemme.

Men du er åben for andre muligheder?

– Det har jeg lovet mig selv at være. Og medieverdenen betyder jo ikke nødvendigvis mediebureauer.

Et privilegium

Hvis du skulle fremhæve noget, der har haft særlig betydning for dig i din tid som CEO hos Dentsu Aegis, hvad skulle det så være?

– Mit hold, som har været et konsistent dygtigt ledelses-team. Det har gjort stort indtryk på mig, og det har jeg været stolt af at være en del af, siger Mads Bredal, der tilføjer:

– Jeg opfatter det i det hele taget som et kæmpe privilegium, at både kunder og ansatte gennem 15 år har vist mig tillid. Det skylder jeg alle en stor tak for.

Mads Bredals afløser er ikke fundet endnu, men Lars Bo Jeppesen, der er CEO for Dentsu Aegis Network i Norden, Benelux og Central- og Østeuropa og dansk bestyrelsesformand, siger, at der er en ”ny løsning” klar inden for ”kort tid”.