Det er ikke hver dag, man som marketingdirektør får fordoblet sit budget – og da slet ikke, hvis det i forvejen er tæt på en milliard.
Det er imidlertid præcis, hvad der netop er sket for Michael Gade, der siden 2014 har været marketingdirektør i den del af JYSK, der hidtil har heddet JYSK Nordic.
Årsagen er, at JYSK Nordic i foråret blev lagt sammen med det, der i mange år har heddet Dänisches Bettenlager (DBL), og som omfatter Tyskland, Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Østrig og Schweiz.
For Michael Gade betyder det i praksis, at han formelt og officielt pr. 1. september har fået marketingansvaret for 27 lande med flere end 2.600 butikker, omkring 75 medarbejdere – og et budget på tæt ved de to milliarder kroner.
– Jeg er selvfølgelig stolt og glad over, at jeg har fået betroet opgaven. Og vi kommer til at gå en spændende tid i møde, for vi har fået nogle fantastiske muligheder på den lange bane, siger han til Markedsføring og tilføjer, at et marketingbudget i JYSK selvfølgelig har interessenter og beslutningstagere fra flere afdelinger.
”Det giver os mere power”
Sammenlægningen af de to store markedsområder i JYSK blev offentliggjort i slutningen af marts.
Og det blev Jan Bøgh, den hidtidige øverste chef for JYSK Nordic, der fik tildelt ansvaret for at få den nyligt afdøde Lars Larsens sidste, men omfattende, strategiske ryk til at lykkes.
– Jeg tror på, at vi styrker JYSK markant ved at slå de to enheder sammen og drive JYSK som én virksomhed. Det er en opgave, jeg glæder mig utrolig meget til at stå i spidsen for, sagde Jan Bøgh dengang i foråret i en pressemeddelelse.
Siden har man internt arbejdet på at få Lars Larsens vision om sammenlægningen af de 27 markeder, hvis samlede omsætning er godt på vej mod de 30 milliarder, til at lykkes.
– Nogle dele af organisationen skal finde en samarbejdsmodel, men for marketing er der tale om en reel sammenlægning. Og selvfølgelig er der et stykke vej endnu, men det siger sig selv, at vi får langt mere power fremover, siger Michael Gade.
Respekt for teamet – og andres erfaringer
Nu er Michael Gade ikke en mand, man sådan lige får til at prale af de resultater, han har skabt med JYSK Nordic, men effekten af en efterhånden flerårig indsats taler sådan set også for sig selv:
Omsætningsvækst, vækst i antallet af kunder – og en dokumenteret klar forbedret brand perception er nået. Hvortil kommer tydelig vækst i målinger på både ad-liking og besøgsintention.
Senest har han søsat et stramt styret, international content-model og med succes, i et samarbejde med E-business director, Hanne Bang Vorre, boostet det digitale reklamebudget med over 50 procent i 20 lande.
Masser af fordele
Du og dit JYSK Nordic-team har skabt fine resultater over årene. Kommer du til at implementere nogle af de samme initiativer i de syv nye markeder, du har fået ansvaret for?
– Nu skal vi lige i gang, og jeg kommer til at lytte meget til erfaringerne fra de forskellige lande. Men det er da klart, at vi også kommer til at kigge til de erfaringer, vi hidtil har haft i Nordic med content og branding, siger Michael Gade og tilføjer:
– Og tager vi ud på den samme rejse med de nye markeder, bliver det jo med langt mere power. Også budgetmæssigt. Tænk bare på udviklingsomkostningerne.
Hvad mener du med det?
– De to koncerner har jo kørt uafhængigt af hinanden, så – lidt firkantet sagt – hvis vi har brugt en million på at udvikle et nyt koncept, og de har gjort det samme – så har vi nu to millioner til at udvikle et koncept.
– Selvfølgelig skal det så også fungere i flere markeder med øget mediekøb. Men hvis du kigger isoleret på udviklingsomkostningerne, så vil de blive mindre.
Overvejer bureau-situationen
Michael Gade understreger, at han vil ”gå efter det, der giver mening i de enkelte markeder”:
– Og jeg vil gerne sige, at jeg har kæmpestor respekt for det marketingarbejde, der har været lavet gennem årene i DBL-landene. Så jeg kommer ikke til at stille mig skråsikkert op og sige ”jeg ved bedst”.
Hvad med bureau-samarbejder fremover?
– Formelt er organisationen jo først gået i drift med den nye struktur 1. september, så det hele er meget nyt. Men det er klart, at vi også kommer til at kigge på bureau-strukturen, slutter Michael Gade.
Fakta – om JYSK
- Den første butik åbner den 2. april 1979 i Aarhus, hvor den stadig ligger. Dengang var navnet Jysk Sengetøjslager, hvilket i 2001 blev ændret til JYSK.
- I 1984 går JYSK for første gang ud over Danmarks grænser og åbner en butik i Flensborg – under navnet ”Dänisches Bettenlager”.
- I 2005 runder JYSK Group de første 1.000 butikker.
- I 2009 tildeles stifteren, Lars Larsen, Ridderkorset af Dannebrogsordenen, og året efter, i 2010, bliver JYSK udnævnt til Kongelig Hofleverandør.
- I november 2018 aflægger JYSK Group regnskab for 2017/18: Omsætningen når rekordhøje 26,6 milliarder kroner, og driftsresultatet (EBIT) rammer 3,5 mia. kroner. Det er rekord. Igen.
- Pr. 1. september 2019 har JYSK Group i alt 2.834 butikker i 52 lande.
- Torsdag den 29. august 2019 satte JYSK rekord for antal butiksåbninger på en enkelt dag: 11 styk i otte forskellige lande: Ukraine, Rumænien, Tjekkiet, Grækenland, Bulgarien, Norge, Polen og Sverige.