Arbejdet med at finde årets The M List-profiler - på tværs af annoncører, tech, medier og bureauer – er skudt i gang.

Det seks mand (m/k) store Advisory Board var fredag for første gang samlet for at tage hul på den vurderingsproces, der skal munde ud i The M List-bogen – og en officiel kåring – af godt 200 marketingfolk, der har udmærket sig i årets løb.

- Og vi har fået en fantastisk start, lyder det fra Dansk Markedsførings adm. direktør, Thomas Wahl, der sidder med i Advisory Boardet.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Han tilføjer, at der var god energi og engagement på mødet – og en klar enighed om, at ingen er selvskrevne til at lande på listen.

- The M List er en dynamisk liste, så igen i år vil vi se store udskiftninger, siger han.

Mere end 500 profiler i spil

Arbejdet med at udvælge årets 200 The M List-profiler på tværs begynder med en bruttoliste med mere en 500 brancheprofiler. 

Derudover modtager Dansk Markedsføring også indstillinger til listen via websitet, så det er et omfattende arbejde, Advisory Boardet står overfor den kommende tid.

Enkelte kan dog hurtigt og udramatisk vælges fra:

- Det kan være profiler, der har skiftet job, og endnu ikke har nået at sætte deres aftryk i den nye stilling, eller helt har skiftet bane, så de ikke længere er aktuelle for årets The M List, forklarer Thomas Wahl og tilføjer:

- Og derudover har vi selvfølgelig også et øje på virksomhedens resultater og omdømme i øvrigt.

Har også øje på etikken og udviklingen

Hvad mener du med omdømme?

- At vi også ser på, om man har ageret etisk korrekt i perioden. Er man flosset i kanten, kan man ikke være med, det er der fuldstændig enighed om. Vi vil kåre de bedste, og har man sager imod sig, så må man ud på bænken.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Havde I andre særlige temaer oppe at vende på mødet?

- Ja, vi talte blandt andet om den brancheglidning, der i disse år præger branchen, som noget af det der – måske – kan få indflydelse på listen.

- Vi har set Implement gå ind på marketingbanen, og vi har set bureauer blive solgt til konsulenthuse – med Hjaltelin Stahl som det helt oplagte og seneste eksempel. Vi ser det også globalt, og det er noget, vi holder øje med. 

Får det betydning for hvem, der udvælges til listen?

- Det er for tidligt at sige, men man kan ikke afvise, at udviklingen også vil kunne spores på den kommende The M List.

Adgangsbillet til Årets CMO 

Som de foregående år er The M List også adgangsbilletten til Årets CMO. 

Advisory Boardet udvælger 20 kandidater som juryen til Årets CMO først shortlister til fem, og herefter finder vinderen. 

Juryformand for Årets CMO er Jakob Bernhard Knudsen, Managing Director, Arla Foods Danmark og juryen består af de tidligere års vindere.

Dansk Markedsføring fejrer The M list - og kårer samtidig Årets CMO – 24. januar 2020.

FAKTA: The M List Advisory Boardet 2020 

Lisa Gøttler, CMO & CPO, KVIK, der repræsenterer annoncørerne.
Morten Kristensen, CEO, MediaCom Danmark, der sikrer indsigten fra mediebranchen.
Bjarne Spellerberg, CEO, Boye & Spellerberg, der repræsenterer bureauerne.

Fra udgiverne af bogen deltager igen:

Klaus Markholt-Hansen, Partner, Holm Marcher & Co.
Morten Kjær, Managing Partner, Clay
Thomas Wahl, CEO, Dansk Markedsføring