Jesper Grubb er den 1. september tiltrådt som ny kreativ direktør hos reklamebureauet Marvelous.
Han kommer fra en stilling som senior kreativ i bureauet, hvor han for nylig var medansvarlig for det arbejde, der førte til at Scandlines BorderShop landede på kundelisten.
Før det havde Jesper Grubb en længere freelancekarriere som tekstforfatter for en langt række kunder, lige fra FCK og Carlsberg til Socialdemokratiet og Lego.
Jesper Grubb afløser Mikkel Stig, der har tegnet bureauets kreative ledelse, lige siden Marvelous kom til verden i 2013, og nu forlader bureauet.
Dengang som en kreativ knopskydning af mediabureauet IUM.
– Jeg er vildt glad for, at Jesper har valgt at tage imod udfordringen som kreativ direktør. Hans tilgang til klog, strategisk forankret historiefortælling baseret på data og indsigter, er i min optik meget unik, siger Christian Strand, der er Nordisk CEO i Marvelous.
– Og så omfavner han det hus, vi er en del af, og ser det som en kæmpe mulighed i stedet for et benspænd, fortsætter han.
Frygtløse tanker
Den nye kreative chef har allerede definereret ét fokusområde.
Jesper Grubb vil arbejde for at frigive samtlige muskler i den organisation, som Marvelous er del af – bureaugruppen Mediabrands, der også tæller IUM.
– Vores claim er, at vi praktiserer Fearless Thinking, og som en integreret del af et hus, der er fyldt med dejligt nørdede specialister, kan vi gøre det i en helt uhyggelig grad.
– Vi har jo adgang til de vildeste kompetencer, og sidder på oceaner af relevant data og teknologisk indsigt, siger han.
– Jo mere vi kan lade vores strategi og kreativitet informere, jo tættere kommer vi på vores vision for Marvelous, som er at skabe Danmarks klogeste bureau.
– Vi skal bevare vores fanden-i-voldske tilgang til at skabe, men vi skal udvide fundamentet af tech- og medieindsigt under vores kreativitet. Vi skal vide bedre, så vi kan skabe bedre, slutter Marvelous’ nye kreative direktør.