Vice Media Danmark overtog i juli 2015 ansvaret for hele det skandinaviske marked, og siden da har virksomheden oprustet på flere fronter.

Alene i sidste måned kom TDC’s tidligere marketingdirektør Anja Agerbo Thomsen og Malling Publications tidligere CEO Hanne Fabricius til – og nu har det fremadstormende mediehus og bureau så været i egne rækker for at finde en ny, skandinavisk Director of Operations til at styre tropperne.

Det drejer sig om Inge Marie Hjort, der er hentet i den danske organisation, og hun kommer ikke til at hvile på laurbærrene, for opgaven lyder: At stå for Vices interne struktur, at styrke internt strategisk samarbejde på tværs af hele virksomheden, samt den daglige drift.

Og det var et naturligt valg, lyder det fra Frederik Andersen, der er CEO for VICE Scandinavia:

– Det kan egentlig meget simpelt, hvorfor valget faldt på Inge – alle der har haft noget med hende at gøre, både vores kunder og vores ansatte – er helt med på hvorfor hun er den rette til at styre Operations i vores lille biks.

Mange års retail-erfaring

Inge Marie Hjort kommer fra en stilling som Account Director hos Vice Media Danmark, og forud for sin tid hos Vice har hun i en årrække arbejdet inden for den danske modebranche samt på reklamebureau. 

Hun har bl.a. været marketingchef hos Bestseller, hvor hun udviklede og eksekverede internationale kampagner, samt kommunikations- og butikskoncepter, og siden har hun været konceptchef hos reklamebureauet Trojan Gorillas, hvor hun bl.a. udviklede omnichannel-strategi for Ecco.

Men nu glæder hun sig til at holde styr på fronterne hos Vice:

– Det har været en interessant rejse at følge Vices udvikling i Danmark fra et mindre, ihærdigt kontor til et markant mediehus med kontorer i både København og Stockholm og planer om yderligere skandinavisk ekspansion. Så jeg ser frem til at prøve kræfter med driften af en så fremtrædende dansk medievirksomhed, siger Inge Marie Hjort, der altså er nyudnævnt Director of Operations hos Vice Scandinavia.

Vice i Danmark er på under tre år vokset fra 6 til 75 ansatte og har indgået content-partnerskaber med bl.a. DR, Roskilde Festival, Distortion og Tidal. Derudover arbejder Vices in-house kreative bureau med kunder fra hele verden, herunder Coca-Cola i 40 lande, Rynkeby i Norden og Telmore i Danmark.