Fødevaremarkeds-kæden MENY får ny marketingchef i skikkelse af Henriette Dudek Povlsen.

Hun tiltræder 1. juni på posten som ’’ankerdame’’ for marketing i de 118 MENY-butikker i Danmark.

Hun er hentet internt i Dagrofas købmandshus og kommer fra en stilling som marketingchef for SPAR, Min Købmand og Let-Køb.

Senest har Henriette Dudek Povlsen stået for relanceringen af SPAR-kæden med den nye kommunikationsplatform – ”En af de lokale”.

En kampagne, der har fået massiv opmærksomhed og skabt stor interesse på de sociale medier.

– Med Henriettes tilgang får vi en stærk marketingprofil i MENY. Hun har i forbindelse med udrulningen af SPAR-kædens nye koncept vist, at hun har de kompetencer, der skal til for at stå i spidsen for markedsføringen af MENY, lyder det fra Christian Higraff, marketing- og onlinedirektør i Dagrofas købmandshus, i en pressemeddelelse. 

– Jeg ser frem til, at hun skal varetage denne uhyre vigtige rolle i en kæde, hvor vi fortsat investerer massivt i udvikling og dialog med vores kunder, fortsætter han.

Henriette Dudek Povlsen overtager stillingen som MENYs marketingchef pr. 1. juni 2016, og processen med at finde en ny marketingchef for SPAR, Min Købmand og Let-Køb er sat i gang.

Heidi Teschemacher, som hidtil har været marketingchef for MENY rykker til Yousee som marketingchef for TV og foreningsdelen af YouSee.