Den sjællandske tag- og fliserensningsvirksomhed Fabers Entreprise har accepteret en bøde på 150.000 kroner for vildledende markedsføring af arbejde med asbesttage.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Virksomheden markedsførte sig på sin hjemmeside med udsagnet: ”Som en af de få i branchen har vi tilladelse til at arbejde sikkert med asbesttage.”

Fabers Entreprise havde imidlertid fået frataget sin dispensation fra Arbejdstilsynet til at rense asbestholdige tage.

Og nu har virksomheden erkendt at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning.

”Når en virksomhed ikke har myndighedernes godkendelse til at udføre farligt arbejde, så siger det sig selv, at den heller ikke må reklamere med, at den kan udføre det,” siger forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen.

Annoncerede på Facebook og Instagram

Sagen omfatter også 47 annoncer på Facebook, Instagram og Audience Network. Annoncerne blev offentliggjort, efter virksomheden havde mistet sin dispensation.

Her blev forbrugerne blandt andet mødt med budskaberne ”Få renset og malet dit asbesttag, før det er for sent” og ”Vi renser næsten alle typer tagmaterialer, herunder eternit (asbest)”.

Ifølge Forbrugerombudsmanden var udsagnene egnede til at give forbrugerne indtryk af, at virksomheden lovligt kunne rense asbesttage.

”Det er både til skade for forbrugerne, der fejlagtigt kan tro, at de får udført lovligt arbejde, men det går også ud over andre virksomheder, som har gjort sig umage med at opfylde myndighedernes krav for at kunne udføre et sådan arbejde,” siger Torben Jensen i meddelelsen.

Den vildledende markedsføring på virksomhedens hjemmeside fandt sted fra 26. juni til mindst 5. december 2025, og bøden er ifølge Forbrugerombudsmanden fastsat ud fra overtrædelsens grovhed og selskabets nettoomsætning.