Airtox annoncer figurerer allerede stort set allevegne.

Men nu bliver en mere levende – eller rullende – reklamesøjle føjet til sikkerhedskoenes i forvejen intense annoncering.

For næste år bliver Airtox nemlig ny sponsor for cykelholdet Restaurant Suri-Carl Ras, der fra 2024 kommer til at hedde Airtox-Carl Ras.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge dagbladet har Airtox tegnet et treårigt sponsorat med cykelholdet, der har base i Holbæk.

Airtox-direktør Henrik Wiingaard-Madsen siger til Ekstra Bladet, at cykelholdet – der huserer som kontinentalhold i det der går for cykelsportens 3. division – er en god case, som han ser stort potentiale i.

”I stedet for kun at gå med nogle, der er på toppen, kan vi gå med nogle, der er på vej, som vi kan hjælpe med at komme opad,” siger Henrik Wiingaard-Madsen til Ekstra Bladet.

Cykelholdet har flere kendte navne tilknyttet, og den tidligere cykelrytter Brian Holm og den professionelle cykelrytter Mads Pedersen er med i ejerkredsen.

I den nye udgave af magasinet Markedføring kan du læse et stort interview med Henrik Wiingaard-Madsen om Airtox’ marketingstrategi.

Og i et kommende afsnit af podcasten Indsigten har Markedsføring besøgt Airtox-hovedkontoret til en snak med den markante, selvlærte marketeer Henrik Wiingaard-Madsen.