En lang række af verdens største brands skruer ikke op for marketingbudgettet i samme grad, som deres omsætning stiger.
Det viser nye tal fra WARC’s nye ad trend rapport, skriver Marketingweek. Her har WARC analyseret mediebudgettet og omsætningen for 25 af verdens største virksomheder, blandt andre Microsoft, Meta og Nike.
Og tallene viser, at andelen af omsætningen, der går til annoncekøb, faldt fra 6,1 procent i 2019 til 5,5 procent i 2025.
Det er vigtigt at understrege, at det samlede annoncekøb hos virksomhederne er steget betydeligt i perioden, med i alt 56 procent. Men omsætningen er i samme periode steget med 73 procent – og det fører altså til, at en mindre del af omsætningen går til annoncering.
Det er særligt virksomheder med tech-udgangspunkt, der ikke øger annonceringen i samme grad som væksten: Meta, Alphabet, Microsoft, Netflix, Mastercard og Visa er blandt de brands, hvis annoncekøb er steget mindst i forhold til omsætningen.
Til gengæld har blandt andre Nike, Coca-Cola og The Estée Lauder Companies øget annoncekøbet mere, end omsætningen er steget.