”Det er en klokkeklar fejl fra vores side, som vi kun kan beklage.”

Sådan lyder det ti fra Brøndby IF’s kommunikationsdirektør, Søren Hanghøj, efter klubben har været involveret i en bettingreklame-brøler til fagbladet Journalisten.

Miseren kommer af, at Brøndbys professionelle spillere, som optakt til søndagens topkamp i Superligaen mod FC Midtjylland, løb ind på banen med hver sit barn i hånden.

På børnenes trøjer var der påtrykt reklamer for holdets bettingsponsor, Betano.

Det faldt ludomanibehandler i Behandlingscenter Tjele, Christian de Gier, for brystet, og i et opslag på LinkedIn kritiserede han både klubben og Betano.

”Børn som reklamesøjler for betting? Hvad sker der, Brøndby?,” spurgte han retorisk i opslaget, hvor han også skrev, at ”Det er en kæmpe bommert af Brøndby”.

”Hvis man kender bare lidt til Spilleloven, ved man, at det er ulovligt at bruge børn som reklamesøjler for betting,” skrev han videre opslaget, hvor han også bekendtgjorde, at han havde sendt en klage til Forbrugerombudsmanden.

Fagbladet Journalisten har efterfølgende kontaktet Forbrugerombudsmanden, der bekræfter, at de har modtaget en klage over Brøndby IF.

Ifølge DR vil Brøndby IF fremover aktivt informere om, at indløb på banen ikke må foregå i trøjer påtrykt Betano, der hvor børn tilmeldes til sceancen.

Brøndby IF og Betano startede samarbejde i maj 2025 og modtog allerede dengang heftig kritik fra dele af fanbasen.

Op til den treårige aftale mellem Brøndby IF og Betano var vestegnsklubben sponsoreret af den statsejede bettingaktør Danske Spil, som valgte at holde holdets trøjer reklamefri.