Superego, der definerer sig selv som kreativt hybridbureau, har ansat Sidsel Nordestgaard og Line Lund Sørensen som henholdsvis projektleder/strategisk rådgiver og digital marketing specialist/projektleder.

Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.

”Oprustningen er med til at understøtte vores vision om at blive det mest kreative hybridbureau i Jylland,” hedder det i mailen fra bureauet.

Sidsel Nordestgaard kommer fra en stilling som Head of Press and Destination Service i Bravo Tours, hvor hun i forskellige roller har arbejdet med kommunikation og markedsføring i ni år. 

Hos Superego bliver hun en del af et projektlederteam, der sammen skal stille bureauets kunder stærkere med kreativ branding og målrettet markedsføring. 

Line Lund Sørensen har senest været selvstændig, hvor hun fra sin base i Lemvig har hjulpet både lokale, nationale og internationale virksomheder med blandt andet digital markedsføring og e-commerce. 

Tidligere har hun siddet som digital marketing manager i Tefal og e-commerce manager hos The Body Shop. 

Hos Superego skal hun blandt andet styrke de digitale marketing- og e-commerce-løsninger, som bureauet tilbyder sine kunder.

Superego er oprindelig grundlagt i Horsens i 2006. Siden fusionerede bureauet med Peoplez og blev til Superego i Holstebro i 2021. I dag har bureauet fortsat kontorer i de to byer og beskæftiger samlet omkring 50 medarbejdere.

I de seneste regnskab for 2023 kom de to afdelinger samlet set ud med en bruttofortjeneste på godt 30 millioner kroner og et resultat før skat på 4,6 millioner kroner.