Christian Vestergaard, der var med til at starte performancebureauet Mighty Monday, sælger sin andel af virksomheden og træder ud for at bliver CCO i bilabonnementsfirmaet Justdrive.

“Jeg fik et tilbud, der var for godt til at sige nej til,” siger Christian Vestergaard til mediet Markedsføring.

Dermed bliver det også en afsked til performance marketing for Christian Vestergaard, der kom ind i branchen ved et tilfælde i 2016, da han blev ansat i performancebureauet Obsidian.

“Livet er forunderligt. Det var en pige fra Tinder, der sendte mig et jobopslag hos Obsidian, der blev min vej ind i performance marketing. Nogle gange sker der uforudsete ting. Og jeg troede, at Mighty Monday og jeg var til døden os skiller, men det her kildede så meget i maven, som det kunne.”

Hans exit-forløb har ifølge Christian Vestergaard været en lykkelig skilsmisse, og det var en “skrækkelig dag”, da han skulle fortælle nyheden til de resterende partnere i Mighty Monday og de ansatte.

“Det var virkelig hårdt. Jeg prøver at trøste mig med, at jeg kan komme forbi i ny og næ og at Mighty Monday stadig står stærkt,” lyder det fra Christian Vestergaard.

Får kommercielt ansvar

Mighty Monday har siden stiftelsen for knapt fire år siden været på en økonomisk himmelflugt, hvor indtjeningen er steget og steget.

Det gjorde den også i det seneste regnskab, til gengæld var bundlinjen noget udfordret. De gik over tre millioner kroner tilbage og endte i minus. Det skyldtes, ifølge ledelsen hos Mighty Monday, at man havde investeret gevaldigt i kreative kræfter, så man kan ruste sig til en tid, hvor performance marketing ikke kan stå alene.

Christian, har dit exit noget at gøre med det seneste regnskab, hvor Mighty Monday taber millioner?

“Nej, det har det ikke.”

Hvad er det ved jobbet hos Justdrive, der kilder så meget i maven?

“Jeg kender personerne bag Justdrive rigtig godt, og jeg kender ambitionerne for Justdrive. Jeg har været på sidelinjen siden starten af Justdrive, så på den måde er det familiært nu at skulle være en del af projektet og være med til bygge endnu mere på konceptet,” oplyser Christian Vestergaard.

Den tidligere Mighty Monday-partner kommer til at have det kommercielle ansvar i Justdrive, der udlejer biler på abonnement.