Meta vil fremover spørge sine brugere i EU, om de giver samtykke til at se målrettede annoncer. Det skriver The Guardian.

Udmeldingen fra Meta kommer efter flere kendelser, hvor det er blevet slået fast, at det er i strid med EU’s dataregler for Meta at anvende data fra brugere til målrettet annoncering uden et ja fra brugerne. Det mente Meta ellers, at man havde en “legitim interesse” i at gøre.

Og det betyder, at man som marketeer og annoncør skal justere, hvordan man bruger Metas platforme som Facebook og Instagram til at lave annoncering. Sådan lyder det fra Alex Murphy, der er stifter af det digitale bureau Balance, til Marketingweek.

“For marketeers understreger ændringen det nødvendige skifte fra data-fokuserede strategier til tillidsbaseret engagement. Det er ikke nyt, det er næsten en kursændring tilbage til klassiske marketingdiscipliner som segmentering, målretning og positionering,” siger han til branchemediet.

Størstedelen af Metas indtægter kommer fra annoncering. I de første seks måneder af 2023 har Meta omsat for over 400 milliarder kroner via sin annonceforretning ifølge Marketingweek.