Investeringsfirmaet Vaekstkapital har hentet Nadja Kern Mejer ind som ny kommunikations- og marketingdirektør. 

Hun kommer fra det strategiske kommunikationsbureau Bright, hvor hun de seneste år har været partner og rådgivet inden for strategisk positionering, investor relations samt på bæredygtighedsområdet. 

Det oplyser Bright i en pressemeddelelse.

Og ifølge stifter og adm. direktør i Vaekstkapital, Jens Kindberg, skal ansættelsen af Nadja Kern Mejer være med til at professionalisere og samle koncernens aktiviteter på tværs af selskabets nuværende 10 markeder.

”Vi er midt i en transformation, hvor vi samler og professionaliserer vores aktiviteter på tværs af flere lande og en voksende investorbase, der består af professionelle og institutionelle investorer,” udtaler han i meddelelsen og tilføjer:

”Det kræver en klar, konsistent fortælling og et højt kommunikationsniveau på alle markeder. Nadja har arbejdet med os i flere år, kender virksomheden indgående og kan løfte vores position og synlighed i takt med, at vi udbygger forretningen.”

Har arbejdet sammen tidligere

Nadja Kern Mejer får i sin nye stilling ansvaret for et internationalt team på omkring 15 medarbejdere, og det ser hun frem til.

”Vaekstkapital har været en helt særlig kunde igennem flere år, hvor jeg har været med på lange træk af virksomhedens udvikling til en stærk og spændende vækstvirksomhed – med potentialet og flyvehøjde til endnu mere,” udtaler hun i meddelelsen og tilføjer:

”Det er både kombinationen af kapitalforvaltning, teknologi og international rækkevidde, men også, at Vaekstkapital har en ledelse med mod, høje ambitioner og et skarpt blik for forretningsudvikling der gør det til en spændende organisation, jeg glæder mig til at blive en del af.”

Vaekstkapital har hovedsæde i Luxembourg samt kontorer i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Østrig, Spanien, Bulgarien og Nordmakedonien og Finland.

I 2025 investerede selskabet 280 millioner kroner i Endavu, der udvikler en handelsplatform for børsnoterede papirer og investeringsfonde – ifølge meddelelsen ”et centralt skridt i koncernens udvidelse inden for kapitalforvaltning”.