”Advarsel: Kan give sved på panden” og ”Opbevares meget tilgængeligt for børn.”

Sådan står der blandt andet på de pilleæsker med det fiktive præparat ’Activion’, som københavnerne lige nu kan se billeder af på plakater over hele byen.

Pilleæskerne på billederne indeholder de klassiske blisterpakninger, de fleste kender fra for eksempel Panodil eller andre typer piller. 

Men i stedet for almindelige piller, indeholder pakningerne minimale modeller af fodbolde, basketbolde, svømmebriller, bordtennisbats, tennisbolde osv.

Et lille hjerte er der også blevet plads til.

Hele herligheden er en del af en ny kampagne, som DGI Byen har lanceret, og ifølge en pressemeddelelse er målet at sætte fokus på, at København ligger helt i bund, når det gælder børn og unges muligheder for at bevæge sig og være en del af et foreningsliv.

Outdoor fra DGI Byens nye kampagne. Foto: PR

Senest har en undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund således konkluderet, at København er den kommune i landet, der tilbyder de dårligste rammer for foreningsidræt og adgang til faciliteter.

Skal på politisk agenda

Alt for mange børn og unge må stå i kø til baner og haller, og konsekvensen er dårligere trivsel og sundhed – og det er ikke godt nok, lyder det fra DGI Byens adm. direktør, Michael Stensbøl.

”Vi ved fra både forskning og vores egen daglige erfaring med mere end en million gæster om året, at bevægelse, aktivitet og fællesskab er nøglen til bedre trivsel, udtaler han i meddelelsen og tilføjer:

”Når København i dag er en by, hvor 100 børn skal deles om én fodboldbane, så er det et alvorligt problem, ikke bare for idrætten, men for hele byens sundhed.”

Med kampagnen vil DGI Byen skubbe sundhed, bevægelse og fællesskaber højere op på dagsordenen hos kommunens politikere.

”DGI Byens pille er naturligvis fiktiv, men vi ønsker at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at københavnerne har plads til at bevæge sig og indgå i fællesskaber fremfor at skride ind med smertestillende medicin, når det er for sent,” lyder det fra Michael Stensbøl i meddelelsen, hvor han tilføjer:

”Vi kan ikke nøjes med at tale om behandling og medicin, når vi samtidig ved, at aktiv forebyggelse virker. Det handler om at skabe lige adgang til sport, bevægelse og foreningstilbud for alle københavnere”.

Vil gerne bidrage aktivt til løsninger

Kampagnen, der er skabt i samarbejde med Mads Trondhjem Haakansson og Mads Bols Linnebjerg fra det kreative bureau DBCO eller Defining Brands Co. – der for nogle vil være kendt for i sommer at have stået bag installationen ’Naturen Vakler’ for ZOO.

Det er i øvrigt den første kampagne fra DGI Byen, siden Pernille Rasch så sent som i september i år startede i en nyoprettet stilling som marketingchef i DGI Byen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det ligner et ægte medicin-præparat, men som teksten på pakken afslører, er det en del af DGI Byens kampagne. Foto: PR

Og med den nye kampagne, der skal køre gennem valgkampen i Københavns Kommune, sætter hun altså allerede nu DGI Byen på dagsordenen i København.

En aktivitet, der ifølge DGI-direktør, Michael Stensbøl, er udtryk for, at DGI Byen kan være med til ”at løfte sundheden og livskvaliteten i hovedstaden”.

”Hvis vi får de rette betingelser. København har ikke store ledige arealer, men vi kan tænke nyt, samarbejde på tværs og udnytte de kvadratmeter, vi har, bedre. Offentlige-private partnerskaber er en oplagt vej at gå – og vi vil gerne bidrage aktivt til løsningen,” udtaler han i meddelelsen.

I løbet af november lægger Øksnehallen og DGI Byens konferencecenter i øvrigt også rammer til to valgdebatter, som bl.a. har fokus på foreningsidræt, sundhed og bevægelse i hovedstaden.