Fra september er det slut med spilreklamer på og inde i Movias busser. Det skriver DR, der citerer en pressemeddelelse fra Movia.

Flere af Movias ejerkommuner og -regioner har opfordret til et forbud mod spilreklamer de seneste år, skriver busselskabet, og de har flere gange opfordret skatteministre til at indføre fælles regler for spilreklamer i det offentlige rum.

“Vi har lyttet til de mange henvendelser fra kommuner og regioner, som ønsker en strammere regulering af spilreklamer. Vi har et ansvar som offentligt trafikselskab, og vi ønsker ikke, at vores busser bidrager til et voksende samfundsproblem,” skriver Movias bestyrelsesformand og borgmester i Hillerød, Kirsten Jensen, i meddelelsen.

Flere andre trafiksselskaber som Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab og Fynbus har tidligere indført lignende begrænsninger, skriver Movia.

“Vores busser og tog er en vigtig del af det offentlige rum. Vi ved, at spilreklamer især påvirker unge og udsatte grupper, og derfor mener vi, at det er den rigtige beslutning at fjerne spilreklamerne,” skriver næstformand i Movia, borgmester i Sorø, Gert Jørgensen.