Frugtbrus er navnet på nyt produkt fra Rynkeby Foods, der – som navnet antyder – bobler mere end den juice, brandet er kendt for.
Ifølge en pressemeddelelse fra Rynkeby Foods er det første gang i det fynske mosteris 90 år lange historie, at man forsøger sig med et læskedrik-produkt med brus.
”Vi tager al vores faglighed og know-how fra arbejdet med juice og frugtbaserede drikke og bringer det ind i et nyt domæne, som vi aldrig har bevæget os i før,” siger Kathrine Bjerrum, der er marketingdirektør i Rynkeby Foods i meddelelsen.
Skruer op for kampagne-ambitioner
Lanceringen af den nye Frugtbrus bliver bakket op af kampagnen navnet ”Smag frugten. Mærk bruset”, der er udviklet i samarbejde med &Co.
Kampagnen bygger, ifølge meddelelsen, på selvsamme eventyrunivers, som &Co. og Rynkeby Foods udviklede sidste år i forbindelse med lanceringen af produktet Tørst.
Den nye kampagne har derfor samme tone og stil som den foregående. Men denne gang har man skruet op for ambitioner, lyder det fra Kathrine Bjerrum.
”Både hvad angår kampagne-budget, men også i forhold til at pege Rynkeby i en ny retning. Det er en betydelig satsning for os, så derfor kommer vi til at spille på alle tangenter i forhold til at skabe en helt ny produktkategori med fokus på kvalitet og naturlighed samtidig med, at vi skal værne om vores egen troværdighed og brandværdi, siger marketingdirektøren i meddelelsen.
Unikt og ’rynkebysk’
Det er Jacob Benjovitz og Martin Baltzer, der begge arbejder som kreative hos &Co., der sammen med Rynkeby har videreført universet fra sidste års Tørst-lancering.
”Med Frugtbrus fortsætter vi det moderne eventyr-univers, som vi skabte med Tørst. Fortællingen om en flok unge mennesker, der skal ud at fange havets brus, gemmer som andre gode eventyr på en morale, som denne gang handler om at nyde nuet og ikke altid jagte det næste,” siger Jacob Benjovitz og tilføjer:
”Det hele er pakket ind i en farverig film fortalt med humor og et strejf af fashion. Ambitionen har været at skabe noget, som er unikt og ’rynkebysk ’– og som ikke ligner noget andet derude lige nu.”
”Smag frugten. Mærk bruset ”-kampagnen er netop lanceret og kører på TV, Adressable TV, sociale medier (TikTok og Meta). Derudover er der indgået influencersamarbejder samt indkøbt national outdoor-annoncering.
Se Kampagnefilmen her: