Reklamebureauet Clienti, der har kontorer i Aalborg og Aarhus, holder fast i den vækst, der ser ud til at have stabiliseret sig siden 2020.

Det viser bureauets seneste årsregnskab, der netop er offentliggjort.

Regnskabet viser således vækst i bruttofortjenesten, og selv om der er et lille dyk på bunden sammenlignet med forrige regnskabsår, så ser trenden ud til at være stabil.

I beretningen skriver ledelsen da også, at årets resultat på 2,7 millioner kroner anses for at være ”meget tilfredsstillende”.

Nøgletal Clienti 2022/23

Tal i millioner kroner – tal fra 2021/22 i parentes.

Bruttofortjeneste: 22,3 (21,2)
Resultat før skat: 3,5 (3,9)
Årets resultat: 2,7 (3,0)
Egenkapital: 7,7 (6,5)

Kilde: cvr.dk

Ledelsen skriver dog også, at man har oplevet en vis afmatning i markedet i Q2, men at man igen i Q3 oplever en god aktivitet og igangsættelse af opgaver fra både eksisterende og nye kunder.

Bureauet oplyser i beretningen, at man har ”fastholdt fokus på egen markedsføring og tilføring af nye kompetencer”.

Der sættes ikke tal på de økonomiske forventninger til kommende regnskabsår.

Men ledelsen skriver, at ambitionen fortsat er ’at øge synligheden i markedet, skabe resultater for vores kunder og løbende udvikle og styrke vores kompetencer og medarbejdere’.

Ledelsen har dog, hedder det, ’fokus på at vise rettidig omhu i forhold til den generelle udvikling af samfundsøkonomien’.