En TV-båret kampagne fra NettoPower med skuespilleren Rasmus Bjerg i hovedrollen som emsig, men energibevidst familiefar, der går rundt og slukker for alt fra støvsuger til TV, har givet massiv kundevækst hos lavpris-energiselskabet.
Det oplyser NettoPower i en pressemeddelelse.
I perioden januar til marts 2023 har selskabet således fordoblet tilgangen af nye kunder sammenlignet med samme periode sidste år.
I den tilsvarende periode har der samtidig været over 220 procent flere brandsøgninger på ”NettoPower”, ligesom antallet af Google-kliks er steget med knap 50 procent.
”Det er meget overbevisende tal og det, vi godt kan kalde en godkendt debut på nationalt tv,” siger Carsten Boldt, marketingdirektør i NettoPower i meddelelsen og tilføjer:
”Kampagnen har givet os en væsentlig højere brand-score, ligesom engagementet på sociale medier er vokset med knap 40 procent.”
“Virkeligheden overhalede os”
Oprindelig var NettoPower – sammen med det kreative bureau Clienti – egentlig ved at være klart til at skyde sin første store, nationale TV-kampagne i gang allerede sidste efterår.
" Vi har aldrig tidligere vovet os ud i en stor national tv-kampagne, så vi vidste ikke, hvad vi kunne forvente.Carsten Boldt, marketingdirektør, NettoPower
Men så skød energipriserne voldsomt i vejret, og den alvorlige økonomiske situation, som mange danskere pludselig stod i, fik parterne til at udskyde kampagnen.
”Konceptet var udviklet på et meget tidligt tidspunkt i energikrisen, hvor ingen af os kunne have forudset, hvad det var for et marked, vi var på vej ind i,” siger Carsten Boldt i meddelelsen.
Kampagnen var bygget op om Rasmus Bjergs figur som den lidt for fornuftige familiefar, der irriterer sine omgivelser med sit lidt for overdrevne fokus på besparelser.
”Men virkeligheden overhalede os, og konteksten for kampagnen var pludselig en anden. På det tidspunkt havde vi hver dag hundredvis af frustrerede kunder i telefonen, som ikke kunne betale deres elregning – for dem var lyseslukkeren pludselig blevet virkelighed. Derfor udsatte vi,” lyder det fra marketingdirektøren.
Nu vil danskerne have ‘lyseslukker-hånden’
Så først da elpriserne stabiliserede sig i det nye år, fik NettoPower-kampagnen premiere i reklameblokken.
”Vi har aldrig tidligere vovet os ud i en stor national tv-kampagne, så vi vidste ikke, hvad vi kunne forvente. NettoPower er et selskab, hvor alle markedsføringskronerne tidligere er blevet lagt i at konvertere den begrænsede del af befolkningen, som før energikrisen interesserede sig for deres elregning, og som derfor også var i markedet efter et billigt energiselskab,” siger Carsten Boldt og tilføjer:
”Men med energikrisen har vi alle pludselig fået et forhold til vores elregning, og derfor havde vi også en tro på, at en stor national kampagne kunne være med til at flytte kunderne.”
Som en pudsig detalje har kampagnen affødt henvendelser om et særligt element i filmen.
”Noget af det, som vi oplever, at folk er allermest interesserede i, i forhold til kampagnen, er den lyseslukker-hånd, som Rasmus Bjerg bruger i reklamen. Jeg ved ikke, om danskerne har et specielt ”commercial memorabilia”, men vi overvejer da seriøst at sætte den i produktion,” siger Carsten Boldt.
NettoPowers lyseslukkerkampagne fortsætter hele 2023.
Se en af filmene fra kampagnen herunder.