Marketingdirektør i Coop, Dorte Tandrup, får udvidet sit ansvarsområde i Coop.
Det oplyser Coop i et LinkedIn-opslag, hvor det fremgår, at hun fremover vil være direktør for en ny og udvidet afdeling med navnet ‘Kunder, Marketing & Digital’.
Dorte Tandrup får ifølge opslaget på LinkedIn dermed ansvaret for ”Coops digitale kanaler, marketing, loyalitetstiltag, medlemsprogrammet, partnerprogrammet, Coop Prime, Coop App og kundeindsigt”, der samles i den nye enhed.
Også Coops e-commerce-forretning vil blive lagt ind under området, oplyses det.
I forbindelse med ændringerne får kommerciel direktør, Lars Rasmussen, coop.dk MAD, og Peter Boris Kreilgaard, der konstitueres som kommerciel direktør for Coop Shopping, begge reference til Dorte Tandrup.
Ny kommunikationsafdeling
I et andet LinkedIn-opslag oplyser Coop, at man også opretter et nyt team i HR med navnet ”Kultur og Kommunikation”.
Teamet samler en række teams inden for in- og ekstern kommunikation, forandringsprojekter og rekruttering. Herudover hører employer branding og kultur også til i det samme team.
Direktør for den nye afdeling bliver Mikkel Jørnvil, der også indtræder i Koncernledelsen.
Ekstern kommunikation og presse varetages fortsat af informationsdirektør Jens Juul Nielsen og kommunikations- og analysechef Lars Aarup.