Steffen Hjaltelin siger farvel til bureauet, han var med til at stifte for næsten 20 år siden, og som for nylig skiftede navn fra Hjaltelin Stahl til Accenture Song Nordic.
Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
”Bureauet har været en stor del af mit liv, og jeg har nydt hver eneste dag med kolleger og kunder. Det er heldigvis gået rigtig godt, og jeg er helt sikker på, at den nuværende ledelse kan gøre det endnu bedre. Accenture Song har vist sig at være den helt rigtige køber. Det er verdens største digitale bureau – de er utroligt dygtige og mulighederne er uendelige,” siger Steffen Hjaltelin i meddelelsen.
Om sine egne fremtidsplaner uddyber han:
”Jeg er meget optaget af politik og samfundsforhold og sætter stor pris på mine roller som henholdsvis bestyrelsesformand i Plastic Change og bestyrelsesmedlem i Cepos. Politik og samfund vil jeg helt sikkert bruge mere tid på. Dertil har jeg et blødt punkt for ambitiøse iværksættere og vil gerne investere eller deltage i bestyrelsesarbejde”.

Medstifter: “Det er en hel bog, der slutter”
Medstifter af Hjaltelin Stahl, Nicolai Stahl, der nu opererer som Creative Chairman, siger om Steffen Hjaltelins exit:
“Det er ikke bare et kapitel, der slutter her, det er en hel bog. For os alle både en livshistorie og et reklame-eventyr. Steffen er uden sammenligning et af de dygtigste, klogeste og mest inspirerende mennesker, jeg nogensinde har mødt – et ganske skæbnesvangert møde for mig – og han vil være uendelig savnet i hverdagen. Så vemodigt ja, men også modigt og det bakker vi fuldt op om.”
Nicolai Stahl uddyber:
“Det har længe været hans drøm at forfølge interessen for politik og samfundsforhold, og det var nu eller aldrig for Steffen. Og vi holder heldigvis fast i hinanden privat ellers ville det være uudholdeligt. Så selvom Steffen skifter genre, holder Lotte Jakobsen, Jens Peter Jensen og jeg fast i hinanden, og er i fuld gang med at skrive bind 2 af Hjaltelin Stahl historien med Accenture Song. Og den er alt andet end uspændende, så det er med stor glæde, at vi klør på.”