Det blev til i alt tre danske priser ved European Search Awards, der blev afholdt torsdag i Prag.

To af priserne er gået til iProspect, der vinder i kategorierne Best Use of Search – Finance (Large) og Best Use of Data (SEO). I den første katagori vinder iProspect sammen med Carat for et samarbejde med Danske Bank, imens man vinder SEO-prisen sammen med vindue- og dørefirmaet Rationel.

Derudover er der en også en search-pris til Precis Digital, der sammen med Matas vinder i kategorien Best Use of Search – Health.

Hos iProspect er der stor glæde over prisen, som har været et specifikt fokus for bureauet, lyder det i en mail fra Jesper Koubaa, der er executive director & head of paid media på bureauet.

”Vi i over 3 år arbejdet systematisk med at sikre at teams ikke glemmer eller bagatelliserer det stærke arbejde og de resultater de skaber sammen med vores kunder,” skriver han.

“Det lange, seje træk her har virkeligt lønnet sig ift. at sikre både nomineringer og vundne priser, særligt inden for Search Marketing, hvor vi igen i år er bliver det mest prisvindende danske bureau, hvilket vi selvfølgelig er stolte over,” lyder det videre fra ham.

Det er ikke kun i search, at danske bureauer for tiden vinder priser. I denne uge blev der også uddelt priser ved den internationale reklame-festival D&AD, hvor det blev til bronze til tre danske cases. Det kan du læse mere om her.