En kampagne fra Danske Spil bestående af en række Snapchat-filtre har efter kort tid måttet lade livet, efter Marcus Mossalski, aktivist og tidl. bettingafhængig, på Twitter kunne vise, at filtrene kan bruges af mindreårige.
Det skriver Berlingske.
Kampagnen skulle via filtrene med Olsens bande-tema reklamere for Casino-spil på Snapchat, og Marcus Mossalski skrev på Twitter, at han var ”edderspændt rasende”.
”Danske Spil reklamere for kasino, på et af vores børns ynglings medie – Snapchat. Branchen kan ikke styre det. De er IKKE ansvarlige nok,” skriver han på Twitter sammen med en video, hvor han har aktiveret filteret.
I første omgang afviste Danske Spil på Twitter, at den var ulovlig.
”Vi ønsker ikke at markedsføre os overfor børn og unge. Derfor sætter vi bl.a. aldersbegrænsning på sociale medier. På snapchatfilteret er grænsen sat til +25 år. Reklamen overholder i øvrigt branchens adfærdskodeks,” lød det fra Danske Spil på det sociale medie.
Siden delte Mossalski en video, hvor han viste, at han stadig kunne bruge filteret, selv om hans profil er indstillet til at være 15 år.
Efterfølgende har Danske Spil, ifølge sit eget Twitter-opslag, deaktiveret alle filtre på Snapchat og vil nu undersøge sagen i samarbejde med Snapchat.
Til Berlingske skriver kommunikationschef, Line Bruun, i en mail:
”Det ser desværre ud til, at der utilsigtet er sket fejl med andre af vores filtre på Snapchat, som vi om nogen er kede af. Så snart vi blev opmærksomme på det, gik vi i gang med at fjerne filtrene, som derfor ikke længere kan findes på Snapchat.”