Opdateret: Webby Awards 2025 har offentliggjort årets vindere, og der er danske navne imellem, idet Hello Monday/Dept og Norgram tilsammen vinder ni priser.
Det digitale bureau Hello Monday som også markerede sig ved Webby Awards sidste år, vinder i år blandt andet for ”Year in Sport” for Strava og for ”Signs” for Nvidia og American Society for Deaf Children – en case, der lige nu også er i spil til danske priser med seks nomineringer ved Danish Digital Awards.
Hello Monday er født i Danmark og opererer stadig ud af København og Aarhus i dag, men er ejet af den hollandske bureaugruppe Dept.
Dept blev i øvrigt kåret som Network of the Year af The Webby Awards for fjerde år i træk.
Sidst, men ikke mindst, vandt det danske designbureau Norgram sammen med Note Aa Number to jurypriser for finansappen Reown.
Svær pris at vinde
Webby Awards uddeles af International Academy of Digital Arts and Sciences (IADAS) – i år for 29. gang – og hylder det bedste inden for websites, apps, video, reklame og sociale medier.
I første omgang bliver de indsendte cases delt op i henholdsvis nominees, hvilket betyder, at man er videre til finalen, og honorees, en hædrende omtale, som dog ikke giver adgang til finalen.
Ifølge arrangørerne indsendes typisk omkring 13.000 cases fra over 70 lande, og officielle beregninger fra The Webby Awards siger, at blot otte procent af indsendelserne går i finalen som ’nominees’, mens kun tre procent vinder priser.
Selve prisuddelingen foregår den 12. maj på Cipriani Wall Street i New York.
Alle årets Webby-vindere kan ses her – og herunder kan se de danske vindere.
HELLO MONDAY / DEPT
Strava – Year in Sport
Webby Winner og People’s Voice Winner
Apps & Software, Best Visual Design – Aesthetic
Nvidia, American Society for Deaf Children – SIGNS
Webby Winner og People’s Voice Winner
Websites and Mobile Sites, Responsible Innovation, Technical Achievement
Nvidia, American Society for Deaf Children – SIGNS
People’s Voice Winner
AI, Immersive & Games, Experimental & Innovation,
Nvidia, American Society for Deaf Children – SIGNS
People’s Voice Winner
Diversity, Equity, Inclusion & Belonging
Sesame Grief Project
People’s Voice Winner
Websites and Mobile Sites, Education
NORGRAM / NOT A NUMBER
Reown
Webby Winner
Websites and Mobile Sites, Financial Services & Banking
Reown
Webby Winner
Websites and Mobile Sites, Best Navigation/Structure
Artiklen er opdateret den 23. april 2025, klokken 10.10 med en ekstra pris til Norgram og Not a Number, red.