Et af den globale kreative branches ældste awardshows, Clio Awards – The Clios blandt venner – har offentliggjort shortlister for 2025, og to danske cases er kommet igennem nåleøjet.

Begge cases har endda fået tre shortlister hver.

’Pass it on’ skulle sidste sommer få EU-borgerne til at stemme ved Europa-Parlamentsvalget.

Og det lykkedes.

40 procent af borgerne i de 27 EU-lande huskede uhjulpet kampagnen. Det svarer til omkring 180 millioner mennesker. Og blandt dem var valgdeltagelsen 45 procent højere end blandt dem, der ikke husker den, viste målinger efterfølgende.

’Copenpay’ der ligeledes sidste sommer fik massiv global mediedækning – og siden blev kåret som Månedens Kampagne på mediet Markedsføring – gik ud på at belønne turister i København, hvis de agerede bæredygtigt og miljøvenligt, når de besøgte den danske hovedstad.

En idé, som siden gav guld og bronze ved Epica Awards i december 2024.

Flere stærke danske år

Clio Awards har i sine 65 leveår ikke haft for vane at give ved dørene, men de danske resultater har gennem årene været ganske fine.

I 2023 vandt Virtues ’Backup Ukraine’ en Grand Clio, to guld, to sølv og en bronze, og samme år kunne Nord DDB Cph hive fire guld, tre sølv og fem bronze hjem for ’Chillboards’ for Coors Light.

Dertil hentede TV 2 sølv og bronze for ’Københavnerbænken’ og Marketsquare bronze for ’Mockupsquare’.

Siden har danske cases vundet priser flere gange – også ved søsterpriserne Clio Health og Clio Entertainment – men sidste gang dansk kreativitet, ud over 2023, for alvor kunne bryste sig af en virkelig stor portion Clio Awards ved hovedkonkurrencen, var i 2017. 

Dengang blev det til 13 priser, og det var & Co. og de to cases ’All That We Share’ for TV 2 og ‘The DNA Journey’ for Momondo, og Liquidminds’ Google Sheep View ’ for Visit Faroe Islands, der det år tog for sig af priserne.

Se dette års shortlistede danske cases ved Clio Awards her.