Mikael Baden kan være glad, når han kigger tilbage på regnskabsåret 2023 for kommunikationsbureauet Friday, som han for 10 år siden stiftede sammen med Lars Bo Kirk. Bureauet leverede nemlig endnu et rekordår, hvor de steg på blandt andet omsætningen og antallet af ansatte. Det viser virksomhedens seneste regnskab.
På omsætningen gik de mere end tre millioner frem og endte på 36,7 millioner kroner sidste år, og i regnskabet skriver Mikael Baden, at man rundede kollega nummer 50 på samme tid, som de indleverede deres regnskab.
“Spørger man en læge, så er det normalt med småsmerter i benene, når man er 10 år gammel. Det kaldes vokseværk, og det er ikke farligt. Kroppen skyder i vejret på vejen mod voksentilværelsen. Friday voksede som aldrig før i 2023,” skriver Mikael Baden, der udover at være medstifter også er adm. direktør og partner, og tilføjer:
“Det knirker i skroget, og sådan skal det være. Vi vokser ikke for vækstens skyld, men fordi vi bliver bedre og bedre til at arbejde på tværs af fagligheder. Det kommer vores kunder til gode, når vi kan sætte et hold af rådgivere, designere og filmspecialister på en opgave.”
Han tilføjer, at bureauet er tilfredse med regnskabsåret, hvor de også voksede med over 20 procent i deres bruttoavance til 33,1 mio. kr. I regnskabet fortæller de også, at de har ansat flere juniorpartnere, unge under 30 år.
Et sted gik Friday dog tilbage i regnskabsåret, og det var på overskuddet, der bliver udbetalt til partnerkredsen. Eftersom bureauet er et P/S, et partnerselskab, udbetales overskuddet, der gik fra 2,8 mio. kr. til 2,6 mio. kr., til bureauets partnerkreds.
2023 bød også på en udvidelse af Fridays kompetencer inden for influencermarketing. De købte nemlig bureauet Confetti CPH. Dengang forklarede de opkøbet med, at det var baseret på en anerkendelse af, ”at forbrugerne flytter sig med stigende hast, og at det bliver stadig vigtigere at kunne nå dem, hvor de er”.