Kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese overgik sig selv og slog rekord på top- og bundlinje i 2022.

På nettoomsætningen steg den danske del af det skandinaviske bureau med 30 procent til 70 millioner kroner. Samtidig gik resultatet før skat fra seks millioner kroner i 2021 til 10 millioner kroner i 2022.

 ”Vi er både stolte og taknemmelige. 2022 var et helt forrygende år, ikke bare i Danmark, men for hele vores skandinaviske forretning. Og på tværs af sektorer. Det har krævet en kæmpe holdindsat. Til gengæld kan vi også se, at når vi kombinerer stærk kreativitet og samfundsforståelse med dyb forståelse for vores kunders marked og forretning, kan vi også skabe nogle helt vilde resultater sammen med vores kunder,” skriver administrerende direktør og partner, Mikkel Salgaard Bendtsen, i en pressemeddelelse.

Nøgletal – Geelmuyden Kiese 2022

Tal i millioner kroner – 2021-tal i parentes

Nettoomsætning: 70,3 (53,2)

Bruttoavance: 44,9 (35,7)

Resultat før skat: 10,1 (6,0)

Årets resultat: 7,8 (4,7)

Kilde: CVR

Det er særligt inden for sektorerne finans, energi, tech, tele, life-science og sport/kultur, at det københavnske kontor har drevet den økonomiske fremgang.

“2022 spændte bredt. Fra nogle af de største sportsbegivenheder over store krisesager og virksomhedstransformationer til store energi- og infrastrukturprojekter. På tværs af forretningen er vi lykkedes med at øge størrelsen på vores samarbejder og har særligt øget antallet af store kundeforhold. Samtidig arbejder vi markant mere internationalt end tidligere – både som leadbureau på europæiske strategier og indsatser og med flere kunder, der efterspørger vores skandinaviske kompetencer i flere markeder,” skriver Mikkel Salgaard Bendtsen.

Den danske Geelmuyden Kiese-afdeling voksede fra 42 fuldtidsbeskæftigede i 2021 til 51 i 2022.