Erhvervsorganisationen Grakoms administrerende direktør, Thomas Torp, er blevet afskediget. Det oplyser han selv i et LinkedIn-opslag.
Begrundelsen til fyringen skal findes i, at Thomas Torp har brudt sin kontrakt ved at drive virksomhed ved siden af jobbet som administrerende direktør.
Kilen til kontraktbruddet skal ifølge Thomas Torp selv findes i, at han har skrevet en bog om god organisationsledelse og med den i ryggen afholdt foredrag, kurser og netværk udenfor Grakom regi.
“Jeg må erkende, at jeg har set det som noget, der kunne gå op i en højere enhed. Det var en fejl,” skriver Thomas Torp blandt andet i opslaget.
Thomas Torp har været administrerende direktør for Grakom i 9 år.
“Jeg ser nu tilbage på mere end 9 år, hvor jeg har stået i spidsen for forandringen af det, der engang var Grafisk Arbejdsgiverforening til en stærk erhvervsorganisation for hele kommunikationsindustrien,” skriver han videre i opslaget.
Den fyrede direktør oplyser videre, at han fremover vil arbejde videre med sine netværk, foredrag og kurser, mens han ser tiden an og finder ud af, hvad han skal arbejde med.