Årets største begivenhed for branchen, Cannes Lions, står for døren – og nu har awarden offentliggjort data om årets indsendelser.  

Hvis vi starter med at tage de danske briller på, så er der i år 228 danske indsendelser. Sidste år var antallet 255, men dengang bedømtes også to års arbejder – 2020/2021.

Flest danske indsendelser er der i Direct med 33 indsendelser. I Brand Experience & Activation er der 27 indsendelser. De to kategorier Film og Social & Influencer har begge 20 danske bidrag, og i Outdoor er tallet 17. Media har 16 indsendelser, og PR samt Creative Strategy har begge 14 indsendelser.

Der er fire kategorier, hvori Danmark i år ikke repræsenteret. Det er Creative Business Transformation, Entertainment, Entertainment Music og Radio & Audio.

Hvis vi skeler til vores nordiske naboer har Sverige 389 indsendelser, Norge 156 og Finland 60.

Det store billede

I alt har Cannes Lions 2022 modtaget 25.464 indsendelser fra hele verden. Det er færre end sidste års 29.074 indsendelser, men markant færre end da Cannes Lions sidst var fysisk tilbage i 2019. Dengang var der over 30.000 indsendelser.

Der er samlet set indsendelser fra 87 lande. USA har flest med 7.295 indsendelser og der er langt ned til den nummer to på den liste. Det er storbritannien med 2155 indsendelser. En række lande – herunder Armenien, Cypern og Island – har kun en enkelt indsendelse.

Ukraine fik i år særstatus, og kunne indsende gratis eller få refunderet eventuelle indsendelses-omkostninger. Der er 402 indsendelser fra det krigshærgede land.