Christine M. Smith, Lise Charlotte Lehwald, Louis Pilmark og Dorte Nielsen.
Det er kvartetten, der fremover skal stå bag Creative Circles ungdomspris, YCCA, og i øvrigt også organisationens generelle talentaktiviteter og -arrangementer.
Det oplyser Creative Circle i en mail.
“Det er en kæmpe ære at få lov at være en del af holdet bag YCCA – både fordi jeg personligt har en mission om at have indflydelse på branchen indefra – men også fordi, det netop omhandler at motivere unge talenter,” skriver Christine M. Smith, der til daglig er kreativ direktør på Butter, i mailen og uddyber:
”Når jeg underviser og er mentor for unge på diverse skoler i ind og udland er det ofte ungdomskonkurrencerne der giver de bedste ideer til portfoliet – så jeg glæder mig til at se hvordan de tager imod YCCA briefen vi har været med til at lave.”
Ny kategori for første gang
Konkurrencen henvender sig til kreative på 30 år eller derunder og ansatte på et bureau, selvstændige eller studerende.
Og den får – ud over et nyt hold bag sig – for første gang nogensinde også en ny kategori: YCCA Experimental.
Dorte Nielsen skriver om den nye kategori, der slutter sig til de velkendte fire, Print, Design, Digital og Film:
”I YCCA Experimental belønner vi arbejder, der emmer af nyskabende kreativitet. Det kan være arbejder, der er kommet til verden på baggrund af en eksperimentel tilgang, eller hvor arbejdet i sig selv skubber grænserne for hvad vi er vant til.”
Det bemærkes, at man ikke kan indsende arbejde, som er bestilt eller købt af en kunde eller et bureau, og at arbejde sendt ind i YCCA Experimental, kan ikke sendes ind i øvrige kategorier.
“På den anden side af briefen”
Louis Pilmark, der er kreativ direktør på Pong, har været med før, men overtager ledelsen af YCCA-holdet efter Clara Prior-Knock, der rejste til Le Pub i Amsterdam tidligere i år.
Og han glæder sig over igen i år at være en del af talent-udvalget.
”De unge er jo branchens fremtid – og jeg tror og håber, at vi kommer til at se noget helt anderledes, da vi i år har ændret lidt i YCCA-kategorierne,” skriver han i mailen.
Lise Charlotte Lehwald, Senior Creative på Brandhouse, der ligesom Christine M. Smith er ny på holdet, ser også frem til arbejdet.
“Efter i mange år at have fået lov at løse YCCA-briefen – eller i al fald prøve – glæder jeg mig meget over nu at sidde med på den anden side af briefen. Det er en fantastisk mulighed for at vise sine idéer og løsninger til branchen – og altid spændende at se, hvad de nye talenter bringer til bordet.”
YCCA løber vanen tro af stablen den sidste weekend i januar. Praktiske informationer kan hentes her.