Der er et yndigt land – og det er der heldigvis nogen, der kæmper for, at der bliver ved med at være.

Et nyt biografspot fra Hjemmeværnet – som reelt er et af de traditionelle ’sluk-mobilen’-spots – tager udgangspunkt i, at det som regel er ren idyl at bo i Danmark og ofte noget, mange af os tager for givet. 

”Men stopper man op og tænker over, hvorfor det mon er sådan, når verden for tiden er alt andet end idyllisk, så er en af forklaringerne ret logisk: Vi har Hjemmeværnet – og resten af Forsvaret – som sørger for at passe på Danmark.” 

Sådan skriver det kreative bureau Nord DDB i en mail til Markedsføring om indsigten bag det nye spot, som netop nu kører i Nordisk Film biografer i hele landet. 

Og det er en ny måde at kommunikere på for værnet, lyder det fra Kristian Lykkestrand, der er presse- og kommunikationschef i Hjemmeværnet.

“For os er det nyt at vise det Danmark, vi beskytter, frem for at sætte os selv i centrum gennem hele spottet. Det flugter med det mål, Nord DDB og vi har med at løfte det kvalificerede kendskab til Hjemmeværnets opgaver og betydning for at skabe tryghed i Danmark,” udtaler han i mailen.  

”Den usynlige beskytter”

Filmen bygges op af scener, hvor man for eksempel ser en kvinde feje blade sammen i sin have, eller ved vandet, hvor man ser en gruppe mænd på fisketur.

Frem for krudt, kugler og krig viser spottet således den ro vi har i vores lille land.

Men mens det idylliske Danmark driver billedsiden, kontraster lydsiden med den nyhedsstrøm om den utrygge verdenssituation vi møder, når vi hører nyhederne – for de fleste af os på mobilen.

“Vi kender det jo godt alle sammen. Hver gang vi får radioavisen i høretelefonerne eller åbner nyhedssites, så er der en ny utryg situation i verden. Noget man følger med i og derfor hele tiden skal tjekke status på – selv på tidspunkter hvor man i stedet bør lukke ned for det,” siger Sabrina Dinh, der sammen med Tonja Birkebæk Jensen er det kreative team bag filmen.

Traditionelt er ’sluk-mobilen’-spots bundet op på humor, men som verden er nu, var der en god mulighed for at fremhæve den usynlige beskytter, lyder det fra Tonja Birkebæk Jensen.

“Der er mange der har en holdning til hvad Hjemmeværnet er og gør, men det, vi har oplevet, er en gruppe frivillige, der er enormt professionelle og som løser samfundskritiske opgaver ofte uden for offentlighedens søgelys. Den indsats vil vi gerne sætte lys på og hylde.”

Filmen, som du kan se herunder, er instrueret af Buster Jønsson og produceret af Spoiled Productions, kører frem til ultimo marts.