De digitale bureauer styrker nu positionen som annoncørernes vigtigste bureaupartner foran reklamebureauerne.
Det viser analysen MyImage Bureau 2026, som analysehuset MyResearch står bag.
I analysen peger således 38 procent af de 905 marketing-beslutningstagere, der har deltaget i analysen, på, at de digitale bureauer er den vigtigste partner.
Det er en stigning på fem procentpoint fra sidste år.
Til sammenligning peger 29 procent af respondenterne på reklamebureauerne som vigtigste partner – en lille tilbagegang på to procentpoint fra sidste år.
Mediebureauerne går også en smule tilbage: Fra 22 til 19 procent.
Hvad er det, der gør, at de digitale bureauer rykker frem igen? Sidste år stod de og reklamebureauerne meget tæt?
”At AI-toget kører. Det må være mit umiddelbart første bud på en forklaring. Uanset hvor man kigger hen i øjeblikket, så er AI på agendaen derude, og min vurdering er, at annoncørerne meget vel kan mene, at de digitale bureauer vil være bedst til at håndtere dette for dem,” siger Mogens Østergaard, adm. direktør i MyResearch.
Et tydeligt mønster
De digitale bureauer er gennem en længere årrække halet stille og roligt ind på reklamebureauerne i kampen om at være annoncørernes primære partner.
Om MyImage Bureau 2026
- MyImage Bureau gennemføres af analysehuset MyResearch
- Det primære formål med undersøgelsen er at belyse annoncørernes syn på de danske reklame-, medie- og digitale bureauer
- Undersøgelsen gennemføres i år for 18. år i træk
- I 2026-analysen bedømmer 905 marketingansvarlige i alt 53 bureauer fordelt på 21 reklamebureauer, 18 digitale bureauer og 14 mediebureauer
- Analysen gennemføres online og afdækker kendskab, tilfredshed, og præference – samt image på en række kvalitative parametre
- Hertil kommer, at annoncørerne bliver bedt om at svare på en række andre spørgsmål. Herunder for eksempel hvad de lægger vægt på, når de vælger bureau, hvordan de forventer, at marketingbudgetterne udvikler sig, og hvilken bureautype, de mener, er deres vigtigste samarbejdspartner
- Data er indsamlet online i uge 40-46 2025
- Denne artikel er en del af en serie af artikler om MyImage Bureau 2026, som vil blive bragt på markedsforing.dk i januar.
Kilde: MyImage Bureau 2026, MyResearch
’Tipping point’ kom i 2020, hvor flere annoncører for første gang i analysens historie pegede på de digitale bureauer end på reklamebureauerne som vigtigste partner.
Men den første betydelige indikation på, at noget nyt var ved at ske, skal man helt tilbage til 2013-2014 for at finde.
I 2013 sagde 54 procent af annoncørerne i MyImage-analyse således, at reklamebureauerne var deres primære bureaupartner, mens bare 18 procent sagde digitale bureauer.
Året efter, i 2014, var tallet for reklamebureauer faldet til 43 procent, mens tallet for digitale bureauer var steget til 27 procent.
Siden fulgte et par år med nogenlunde stabilitet på dét niveau.
Men siden har der tegnet sig et billede af, det de digitale bureauer begyndte at vinde frem især på bekostning af reklamebureauerne.
Samtidig har man i MyImage Bureau også gennem flere år set, at annoncørerne har vægtet digitale kompetencer højt i deres bureausamarbejder.
I MyImage Bureau 2017 overhalede digitale kompetencer således for første gang både kreativ styrke og strategisk styrke og rykkede op på tredjepladsen, når annoncørerne blev spurgt, hvad de vægtede mest hos deres bureaupartnere.