Seks gambling-influencere reklamerer for onlinekasinoer i deres videoer uden tydeligt at skrive, at det er reklame.

Det mener Forbrugerrådet Tænk, der derfor nu, ifølge en pressemeddelelse, har anmeldt dem til Forbrugerombudsmanden for skjult reklame.

De seks influencere agerer som såkaldte ’streamers’ på platforme som Twitch og YouTube, hvor de bl.a. livestreamer til brugerne, mens de spiller onlinekasino.

Og det må man gerne, men influencerne har, ifølge Forbrugerrådet Tænk, kommercielt samarbejde med spilvirksomhederne, og derfor bør deres livestreaming af spillene tydeligt markeres som reklame.

Vil have forbud mod gambling-influencere

Winni Grosbøll, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk, kalder det, influencerne streamer for ”timelange spilreklamer forklædt som underholdning”. 

”Mange mennesker har stor tillid til de influencere, de følger. Når reklamer kamufleres som ren underholdning og personlige anbefalinger, så udnytter influencerne den tillid og sænker forbrugernes parader. Det er ulovligt og meget alvorligt, når det gælder gambling, som kan få store økonomiske konsekvenser og for en del føre til spilleafhængighed,” udtaler Winni Grosbøll i meddelelsen.

Winni Grosbøll og Forbrugerrådet Tænk mener – med henvisning til en række tal fra Spillemyndigheden – helt grundlæggende, at der skal indføres et forbud mod at bruge influencere til at reklamere for spil.

”Vi har brug for at komme af med den massive og aggressive markedsføring af spil, som bidrager til, at stadig flere udvikler spilproblemer. Vi opfordrer til, at der i den kommende spillov bliver indført forbud mod at bruge influencere til at reklamere for spil,” siger Winni Grosbøll i meddelelsen.