”VIGTIGT: Information omkring din internetforbindelse. Venligst læs mere i vedlagte information”.

Sådan stod der i en række breve, som internetselskabet Fastspeed i december 2024 og januar sendte til godt 178.000 husstande med adresseangivelse.

Inde i brevene var der bare ikke informationer om modtagernes internetforbindelse, men derimod en reklame for Fastspeeds internetabonnement.

Og den går ikke, mener Forbrugerombudsmanden, der efter at have modtaget klager fra 29 forbrugere nu har meldt Fastspeed til politiet for vildledende markedsføring.

Det oplyses i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at det er ”Forbrugerombudsmandens vurdering, at teksten på kuverterne var egnet til at give forbrugerne et indtryk af, at brevene indeholdt vigtig information om deres internetforbindelse”. 

I marts 2025 sendte selskabet yderligere knapt 20.000 breve ud – også med adresseangivelse – med teksten: ”VIGTIGT: Nyhed angående internet til din husstand. Venligst læs mere i vedlagte information”.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger i meddelelsen:

”Virksomheder skal naturligvis give klar og sandfærdig information til forbrugerne. Når virksomheder i strid med sandheden præsenterer reklame som ”vigtig information”, er det efter vores opfattelse klart vildledende.”

I en mail til Markedsføring skriver Fastspeeds PR-afdeling:

“Vi har ikke haft til hensigt at vildlede modtagere af de udsendte kuverter, der indeholdt reklame fra Fastspeed. Vi har dog taget henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden til efterretning og har ikke siden anvendt den omtalte tekst udenpå kuverter fra Fastspeed. Derudover har vi ikke yderligere kommentarer til politianmeldelsen fra Forbrugerombudsmanden.”

Fastspeed leverer bredbånd via bl.a. TDC’s kabel-tv samt via fiberforbindelser fra blandt andre TDC Net, EWII Fiber, Norlys, Nord Energi og Jysk Energi.