På LinkedIn skriver kampagnechef hos Dansk Folkeparti, Mads Korsholm, at han nu siger farvel til både sit nuværende arbejde og Christiansborg i det hele taget. Det sker blot et år efter, at han tiltrådte i stillingen.
”Når sommerferien er slut, starter jeg et nyt og spændende projekt med Martin Ågerup. Det projekt glæder jeg mig meget til at fortælle mere om, når vi kommer nærmere,” skriver han.
Martin Ågerup er tidligere direktør i den liberale tænketank Cepos – hvor Mads Korsholm ifølge Altinget tidligere har arbejdet som kommunikationsmedarbejder.
”Jeg er stolt af, hvad vi har udrettet i Dansk Folkeparti det seneste år,” skriver Mads Korsholm videre på LinkedIn, hvor han udtrykker taknemmelighed for sin tid i Dansk Folkeparti.
”De sidste fire år har været en vild tid, jeg aldrig kommer til at glemme. Der har været fart på – rigtig meget fart på,” fortsætter han og beretter om, hvordan jobbet også har været krævende og intenst.
Før jobbet som kampagnechef i Dansk Folkeparti var Mads Korsholm kampagnechef hos Liberal Alliance, hvor han var med til at gøre Alex Vanopslagh til en viral sensation.
Men i marts sidste år blev han fyret efter tre år hos partiet – og tre ugen inden sin barselsorlov, skrev han dengang på LinkedIn:
”Jeg er ærgerlig over forløbet, som jeg også mener har været langt mere dramatisk, end det behøvede.”
En uge efter var han ansat som kampagnechef hos DF.
I DF-regi lykkedes det blandt andet Mads Korsholm at få Pia Kjærsgaard til at gå viralt på sociale medier med en video, hvor den tidligere DF-formand brugte gen-Z udtryk og slang såsom ‘skibidi toilet’ og ‘slay’.
Mads Korsholm står også bag instagram-profilen dkpolmemes, der sender politisk satire ud til godt 69.500 følgere.