Lead Agency er blevet certificeret af B Lab, som er non-profit-organisationen bag B Corp-bevægelsen.
Det oplyser kommunikationsbureauet i en pressemeddelelse.
”I dag er vi hamrende stolte. For midt i juli modtog vi den fantastiske nyhed om, at vi efter 16 måneders seriøst hårdt arbejde har opnået en B Corp-certificering,” lyder det fra Barbara Saitta Bregendal, partner, group client lead og bæredygtighedsansvarlig hos Lead Agency, i meddelelsen.
Hun tilføjer:
”Vi tilslutter os dermed en voksende bevægelse af virksomheder, som forfølger formål såvel som profit. En bevægelse, der her i Norden har 133 medlemmer med stærk repræsentation af danske virksomheder, som udgør omkring 100.”
Lead opnåede certificeringen efter at have opfyldt en række ”strenge sociale og miljømæssige standarder”, som repræsenterer bureauets forpligtelse til at skabe værdi ud over aktionærernes profit.
”Hård og stringent” proces
Allerede tilbage i 2019 analyserede Lead med ekstern konsulentbistand sit CO2-aftryk, iværksatte en ambitiøs strategi med konkrete måltal og igangsatte implementering af vaner og beslutninger, der løbende har reduceret aftrykket.
Og i marts sidste år besluttede partnergruppen at gå skridtet videre: At blive B Corp-certificeret
B Corp-certificeringen omfatter hele kommunikationshusets drift og måler performance inden for fem områder: Governance, medarbejdere, samfund, miljø/klima og kunder.
" Vores B Corp-certificering er på ingen måde enden. Det er begyndelsen på en ændret måde at være virksomhed på.Barbara Saitta Bregendal, partner, group client lead og bæredygtighedsansvarlig, Lead Agency
Selve processen er ifølge Lead ”hård og stringent”, og ansøgere skal opnå en benchmark-score på over 80 samtidig med, at man som ansøgervirksomhed skal fremlægge dokumentation for social og miljømæssig ansvarlig praksis.
”Vores B Corp-certificering er på ingen måde enden. Det er begyndelsen på en ændret måde at være virksomhed på, hvor vi kontinuerligt arbejder med at forbedre vores påvirkning af miljø, klima og lokalsamfund. Og hvor vi ikke kun konkurrerer om at være bedst i verden, men bedst for verden ved at bruge vores forretning som progressiv løftestang for forandring,” lyder det fra Barbara Saitta Bregendal.
En B Corp-certificering koster virksomhederne et opstarts-fee på mellem 250 og 900 euro, samt et årligt fee, der afhænger af virksomhedens omsætning.
Fees dækker ifølge Barbara Saitta Bregendal blandt andet muligheden for løbende sparring – og at analytikere hos BCorp reviewer de mange hundrede spørgsmål og svar samt gennemser den indsendte dokumentation.