Christoffer Aaskov er ny chief client advisor hos Lead Agency, hvor opgaven bliver at bidrage til at udvikle bureauets sundhedsydelser på tværs af PR, PA og branding.
Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.
Senest kommer Christoffer Aaskov fra en stilling som manager hos Rud Pedersen, hvor han har været i godt fire år. Han har desuden en baggrund fra Danske Patienter.
Med den erfaring skal han hjælpe med at styrke Lead Agencys position inden for sundhed og life science, lyder det fra Amalie Gaardbo, partner og Group Client Lead, i mailen.
”Sundhedsområdet er i rivende udvikling, og der er i den grad brug for debat og kommunikation omkring, hvordan sundhedsvæsenet skal udvikles. Med Christoffer får vi nu en stærk rådgiver med solid bureauerfaring og viden om sundhedsvæsenet samt det strategiske og politiske blik, som er afgørende for den måde, vi arbejder med sundhed og life science på, skriver hun og tilføjer:
”Vi glæder os til sammen med Christoffer og resten af sundhedsteamet at fastholde og udbygge vores position som et af de førende bureauer på sundhedsområdet.”
Med ansættelsen af Christoffer Aaskov består Lead Agencys sundhedsteam nu af et hold på 10 medarbejdere med forskellige baggrunde og kompetencer. Og selv glæder Christoffer Aaskov sig til udfordringerne.
”I en tid, hvor sundhedsvæsenet står over for store strukturelle ændringer, og hvor kroniske sygdomme, ulighed i sundhed og udfordringer med en aldrende befolkning fylder meget, stiger behovet for rådgivning hos organisationer og andre aktører,” skriver han og tilføjer:
”Jeg glæder mig til at sætte mine erfaringer fra både Danske Patienter og bureaubranchen i spil, og sammen med resten af sundhedsteamet hjælpe vores kunder med at navigere i deres omverden”.