En marketingdirektør har fået skærpet sin straf fra syv års ubetinget fængsel i byretten, otte år i landsretten og nu i en ny dom fra højesteret ni års fængsel for voldtægt. Det skriver Ritzau ifølge Ekstra Bladet.

Den tidligere direktør i virksomheden 1nfluencersmarketing, Vitor Pedro Simoes Ramos, er dømt for at have voldtaget og forsøgt at voldtage tre af sine ansatte på særligt ydmygende og nedværdigende manér. Han er dømt for i alt 19 sædelighedsforbrydelser.

Sammen med fængselsstraffen er direktøren, der kommer fra Portugal, blevet udvist af Danmark.

Han skal betale tort til to af ofrene på henholdsvis 200.000 og 175.000 kroner.